Efter en succesfuld periode i Sydvest drog den tidligere OB-profil Ulrik Pedersen i sommer til fynske Middelfart for at stå i spidsen for klubbens sportsligt ambitiøse projekt.
Men opholdet blev aldrig nogen fest, og i midten af oktober sendte klubben Pedersen på 'juleferie'. Sportschef Lars Mejnert tog over sammen med assistent Erik Jensen, men resultaterne blev ikke bedre, og derfor var det før jul ikke udelukket, at Pedersen ville komme tilbage.
Men det er det nu.
- Jeg fortsætter ikke, nej. Vi har snakket om det, men det bliver ikke sådan, siger Pedersen til bold.dk og fortsætter:
- Det blev en meget hurtig omgang i Middelfart, desværre. Jeg nåede jo dårligt at komme i gang og nåede slet ikke at komme ind under huden på spillerne. Det var lidt kaotisk. Groft sagt fik jeg første dag udleveret nøglerne, og så var det bare at gå i gang. Jeg var lidt alene om det i starten.
Pedersen tager sig nu en tænkepause.
- Ingen tvivl om, at det her er en større ridse i lakken for mig. Indtil i sommer havde det egentligt været lutter positive oplevelser for mig som træner, og jeg havde indtrykket af, jeg godt kunne finde ud af det. Men nu må jeg tænke lidt og finde ud af, hvad der egentligt gik galt, siger Pedersen.
Sportschef Lars Mejnert har afvist, at han selv fortsætter i jobbet som cheftræner i foråret, og assistent Erik Jensen er heller ikke umiddelbart aktuel til tjansen som chef.
mikael@bold.dk



Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division






























