Luk

Ung AGF'er: Mine diagnoser skærper mig

| 3F Superliga | 36 kommentarer

Infoboks

AGF’s 19-årige kantspiller Magnus Kaastrup har diagnoserne ADD, OCD og angst. Han vil gerne bryde et tabu i fodboldverdenen om diagnoser.

AGF’s 19-årige Magnus Kaastrup har diagnoserne ADD, OCD og angst, som alle er forstyrrelser af adfærden. 

ADD medfører blandt andet koncentrationsbesvær og i Kaastrups tilfælde hyperaktivitet, OCD er en diagnose for tvangstanker og -handlinger og angst får Kaastrup til at bekymre sig over særligt fodboldkarrieren.

For AGF’s unge tekniker har diagnoserne været med til at skubbe karrieren i den rigtige retning, siger han til bold.dk.

- Nogle ser det måske som en svaghed, men for en som mig, der har diagnoserne, er det en fordel. De har betydet, at jeg har kunne sætte alt til side for fodbolden, og det har gjort mig meget professionel uden for banen, siger Kaastrup og tilføjer:

- De er slet ikke et problem for mig, for de skærper mig og min tilgang til fodbolden. De bidrager til, at jeg er virkelig passioneret, så jeg har kunnet tage nogle skridt for at bringe karrieren på rette vej.

De skridt har blandt andet været tonsvis af selvtræning og et tidligt kostmæssigt fokus på livet som professionel.

- Siden jeg kom til AGF som U14-spiller cuttede jeg al sodavand, slik, chips og andre usunde sager, som man kan sidde at gafle i sig om fredagen, ud af min hverdag. Det holder jeg stadig ved nu, fordi jeg dengang havde et billede af, at man skal ofre sig lidt, og det er en af de ting, jeg har gjort.

- Det har også noget at gøre med mine diagnoser, fordi de måske heller ikke har helt godt af det, men i bund og grund var det med blikket på at blive professionel.

Kaastrup fortæller, at han har været flere overbelastningsskader igennem, fordi han har brugt for meget tid på at selvtræne.

Stemplet som primadonna

Som følge af Kaastrups diagnoser er han en emotionel ung mand, og det har ifølge ham selv tidligere i karrieren medført, at han har fået stemplet 'primadonna'.

Det har han, fordi han reagerer udad, hvis spillet på banen ikke går efter hans hoved, og det har været et udviklingspunkt for den unge AGF'er.

- Jeg er ofte blevet frustreret, når spillet ikke er gået efter min næse, og så har jeg måske reageret. Det har nogle syntes var arrogant og primadonna-agtigt, men det bunder faktisk bare i frustration, fordi det går mig på emotionelt, siger Kaastrup og uddyber:

- Jeg er på grund af mine diagnoser et følsomt og sensitivt menneske, og det gør sig gældende både på fodboldbanen, men så sandelig også i livet. Det arbejder jeg stadig med ikke at blive for fanget i. 

- Det er da en udfordring, men jeg har lært at leve med det, og jeg er taknemmelig for det, fordi det også gør mig til et menneske, der er fuldt af kærlighed.

Bekymringstanker er en del af hverdagen

Diagnoserne betyder også, at bekymringstanker er en del af Kaastrups hverdag, og bekymringerne drejer sig særligt omkring fodbolden. 

- Det der påvirker mig allermest er bekymringstanker. 'Skal det nu gå, hvad tænker dit, hvad tænker dat om mig', og sådan noget som det. Det er rigtig meget fodbolden, som er emnet, når jeg har bekymringstanker, fordi den betyder så meget for mig, siger han.

Med til diagnoserne hører også hyperaktivitet og koncentrationsbesvær, men det fylder ikke lige så meget i hverdagen for Kaastrup.

Dog kan det være svært at holde koncentrationen, når træningerne byder på stillestående skabelonsøvelser.

- Min hyperaktivitet er jeg egentlig glad for. Jeg synes ikke, jeg bliver så træt, selvfølgelig kan jeg blive det, men jeg restituerer hurtigt, og jeg føler, at mit koncentrationsbesvær var et større problem, da jeg var yngre.

- Det er bedre nu, men nogle gange har jeg problemer i en skabelonsøvelse til træning, hvor mine koncentration kan forsvinde. Det arbejder jeg hele tiden med. 

Kaastrup er sikker på, at han nok skal nå sine drømme selv om han har sine diagnoser.

- Som jeg siger, så er det et marathon, og det handler ikke om, hvor hurtigt jeg løber det. Det handler om at tage det i mit tempo, og så skal jeg nok nå mine drømme. Det er jeg sikker på, for jeg har et fantastisk team og en fantastisk familie bag mig.

Vil bryde tabuet

Magnus Kaastrup håber, at han med sin åbenhed om sine diagnoser kan være med til at hjælpe andre i samme båd.

- Jeg har altid været frisk på at snakke om mine diagnoser, aldrig haft et problem med det, for de hjælper mig, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, at hvis der er unge spillere eller ældre, at de også gerne vil snakke om sine diagnoser. Jeg har oplevet, flere er blevet drillet eller mobbet på grund af lignende, og der vil jeg bare sige til dem, der har det, at de skal turde snakke om det og omfavne, at de har de diagnoser.

- Nogle har måske en større grad og har det sværere, men det handler i bund og grund om at acceptere, hvem man er. Det er lidt et tabu i fodboldverdenen. 

- Der har tit været kloge folk på lægterne, der kommer ud med dumme ting, og det er ærgerligt. Jeg er 100 procent klar over, at nogle vil tænke, at man måske har for ondt af sig selv, når man taler om det.

- Men det er jo sådan, det er, og hvis man ikke fortæller om det, så har folk svært ved at forstå det.

- Jeg vil gerne være med til at vise, at det hjælper at snakke om det. Jeg er ikke bange for at snakke om det, for hvis det kan hjælpe bare nogen med diagnoser, så er det det værd.

’PC’ er en stor hjælp

Magnus Kaastrup blev i 2017 AGF’s yngste debutant nogensinde, da han allerede som 16-årig skulle vænne sig til at være i et professionelt seniorliv.

Den unge kantspiller har fået stor hjælp i AGF, hvor sportschef Peter Christiansen blandt andre er i høj kurs hos Kaastrup.

- Jeg har jo haft diagnoserne hele mit liv, og AGF har været klar over det, siden jeg kom til, og de har arbejdet godt med det. Jeg fik jo debut allerede som 16-årig og har tidligere end andre skulle vænne mig til det, siger Kaastrup og fortsætter:

- I den forbindelse har AGF og ’PC’ særligt været sindssygt vigtige for mig i min senioropvækst. De har vidst det, og de har altid været der for mig.

- ’PC’ har hjulpet mig meget. Jeg har tidligere været lidt rapkæftet i medierne, og han har været god til at beskytte mig og sagt, at der ikke bliver interviews eller noget efter kampe og den slags

- Det er for mit eget bedste, og det er en af de ting, han har været god til at håndtere.

Kaastrup har indtil nu spillet 17 kampe for AGF's førstehold.

Dortmund-ophold var en eye-opener

Magnus Kaastrup er for nyligt vendt tilbage til AGF efter et års udleje i den tyske storklub Dortmund.

Det ophold åbnede Kaastrups øjne for, at han mod andres forventning, godt kan stå på egne ben trods sine diagnoser og på trods af, at han er et stort familiemenneske.

- Dortmund-opholdet var jo selvfølgelig en lidt speciel oplevelse. Oveni mine diagnoser er jeg et kæmpe familiemenneske, og folk har altid troet, det ville være svært for mig, hvis jeg skulle andre steder hen.

- Men på det punkt var Dortmund en eyeopener. Min passion for at tage skridt mod at blive en stor spiller i udlandet viste sig at være større end afsavnet. 

- Det har altid været en drøm for mig at blive bedst muligt, og selv om der selvfølgelig har været svære perioder, så har drømmen overskygget det, og jeg er kommet igennem dem ved at arbejde med det.

Kaastrups kontrakt med AGF udløber om halvandet år – i vinteren 2021.

KØB BILLETTER TIL AGF's KOMMENDE HJEMMEKAMPE HER!


Af Jonas Dalgård

35 kommentarer

RaSMuS. 08:07          
Han lyder som en reflekteret ung mand, som tidligt i karrieren og livet har erkendt, hvad han skal arbejde med.

Jeg studsede dog over den her:
ADD medfører blandt andet koncentrationsbesvær og i Kaastrups tilfælde hyperaktivitet, OCD er en diagnose for tvangstanker og -handlinger og angst får Kaastrup til at bekymre sig over særligt fodboldkarrieren.
Adskiller ADD sig netop ikke fra ADHD ved ikke at have hyperaktiviteten som kendetegn?
Siden_1880 08:11          
Det er så sejt at han åbent taler ud om det her, kan hjælpe en helt masse andre unge som går rundt med lignende udfordringer, men som måske er bange for at tale om det.
Der Grüne 08:13          
Well done, unge mand. Al mulig held og lykke til Kaastrup herfra.
Andersen1993 08:14          
Han lyder som en moden ung mand. Kæmpe respekt for hans tilgang til diagnoserne.
Siden_1880 08:16          
Adskiller ADD sig netop ikke fra ADHD ved ikke at have hyperaktiviteten som kendetegn?
Den studsede jeg også over, måske det er en skrivefejl.
Notler 08:21          
DRUSNIBASSEN at du i en så seriøs artikel, skal komme med sådan en kommentar, fortæller at du har nogle af de samme problemer.
Måske skal du indse det, og også få hjælp.
Tom Wanks 08:22          
Rasmus, det er korrekt at H´et står for hyperaktivitet, så det kan forekomme besynderligt at han beskriver sig som hyperaktiv (dog skal det med at både ADD og ADHD ytrer sig ret forskelligt fra menneske til menneske).

I øvrigt er det blevet en besynderlig, kulturel uvane at omtale diagnoser, som årsag til givne adfærdsmønstre, når det i virkeligheden først og fremmest er de diagnosticerede lidelser/sygdomme, som har betydning. Diagnostik er blot en metode til beskrivelse af lidelser/sygdomme etc., og selvom diagnoser kan skabe selvopfyldende profetier og dermed forstærke/forankre sygdomme og lidelser, så er det altså primært sidstnævnte, som spiller en rolle for mennesker som er ramt af dem.
Søndag 9. august