Allsvenskan -Ung dansker imponerer Ericsson: Stor fremtid
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
2021-09-05 10:30:00
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ung dansker imponerer Ericsson: Stor fremtid

19-årige Kristoffer Lund er kommet flot fra land i Allsvenskan, og Häcken-sportschef Martin Ericsson ser et kæmpe potentiale i danskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For en lille måned siden solgte Esbjerg forsvarstalentet Kristoffer Lund, som skrev kontrakt til udgangen af 2024 i BK Häcken, der ligger i midten af Allsvenskan.

Den tidligere FC Midtjylland-back har allerede spillet sine første to kampe i den bedste svenske række, og i Häcken er man begejstret for tilgangen.

Sådan fortæller den tidligere AaB- og Brøndby-spiller Martin Ericsson, som nu er sportschef i klubben.

- Kristoffer har fået en fantastisk start. Det er altid svært at have høje forventninger til en ung spiller, der kommer, og især med tanke på at vi solgte en landsholdsspiller i form af Martin Olsson til Malmö. 

- Det er svært at forvente, at Kristoffer skal ind og tage hans plads med det samme, men jeg synes, han har gjort det fantastisk hidtil, fortæller Martin Ericsson til bold.dk.

Uheldigt fra land i derby

BK Häcken vandt i seneste kamp 3-2 over lokalrivalerne fra IFK Göteborg, og her viste Kristoffer Lund enorm mental styrke, mener Martin Ericsson.

- Vi spillede derby mod IFK Göteborg, hvor han var lidt uheldig i starten at få en bold på hånden, som gav straffespark kun to minutter inde i kampen. 

- Men så kom han fantastisk igen i kampen, skaffede et straffespark i den anden ende og spillede generelt en rigtig god kamp med masser af offensive aktioner og en stabil defensiv indsats. 

- Det var over forventning, når man tænker på, at det er så ung en spiller, siger Ericsson, som ser en god pakke i klubbens nye dansker.

- Han er blevet godt uddannet i FC Midtjylland, og det har vi også set allerede. Han ser god ud både teknisk og taktisk, og fysisk er han langt fremme af en 19-årig at være.

Kæmpe potentiale

Da BK Häcken købte Kristoffer Lund i Esbjerg, regnede svenskerne med, at der lå en del arbejde og ventede i forhold til særligt det offensive, men også der er de blevet overraskede.

- Vi forventede os, at han ville være stabil og god defensivt én-mod-én, for det har vi set tidligere, og så tænkte vi, at vi skulle udvikle det offensive, men indtil videre har han vist sig at være meget offensiv i sine tanker og sit spil. 

- Han kommer hele tiden i overlap og kommer til indlæg. Han deltager i det offensive spil på en måde, som jeg ikke havde forventet endnu. Selvfølgelig er han ung, så han skal stadigvæk udvikle sig meget, men han er god all-round.

- Jeg er sikker på, at Kristoffer har en stor fremtid foran sig, og det føles rigtig godt. Med det vi har set på relativt kort tid, virker der til at være et kæmpe potentiale, siger Martin Ericsson til bold.dk.

Häckens næste opgave i Allsvenskan er ude mod Elfsborg den 13. september.

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce