La Liga -Ung Levante-dansker: Målet er reserveholdet
Foto: Privatfoto
2015-03-01 12:50:01
Foto: Privatfoto

Ung Levante-dansker: Målet er reserveholdet

18-årige Sammy Slot erkender, at Spanien er et svært sted at slå igennem for en ung spiller, men sigter efter at komme ind omkring Levantes reservehold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I sommer skiftede dengang 17-årige Sammy Slot fodboldtilværelsen i Danmark ud med en tilsvarende i Levante i Spanien.

Efter en succesfuld prøvetræning blev det tidligere HB Køge-talent enig med Levante om at spille et år på klubbens ungdomshold.

- Jeg har to kammerater, som bor i Spanien og spiller fodbold i Levante. Så jeg fik lov at komme ned til en lille prøvetræning i slutningen af sæsonen, siger Slot til bold.dk.

- Spillerne var utrolig dygtige, og der var flere, som havde spillet i Barcelona, så jeg var rigtig nervøs. Men det gik rigtig godt, og de kontaktede mig igen, og vi blev enige om, at jeg skulle være her til sommer.

18-årige Slot skulle vænne sig til både varme, afsavn og spillemæssige forskelle, men er meget tilfreds med sit skifte.

- Det var helt nyt for mig med varmen og at spille på kunstgræs året rundt. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det var utrolig hårdt i starten, for det er ikke så nemt at være væk fra venner og familie. Det skal man være klar på, og det kræver disciplin. Men det er en oplevelse, man ikke kan købe for penge.

- Spillet skal gå meget hurtigere, og kulturen er en helt anden hernede. I Danmark er der måske et par spillere, der er rigtig, rigtig teknisk dygtige. Hernede er de fleste spillere virkelig tekniske, så der lærer man en del.

Sammy Slot kan nu skrive kontrakt i Spanien, da han er fyldt 18 år, men om fremtiden ligger i det spanske, ved den unge angriber endnu ikke.

- Mit mål er først og fremmest at komme ind omkring reserveholdet, som også er et ret stort mål, men det er realistisk, synes jeg. Spanien er selvfølgelig et svært sted at komme til for ung spiller, men jeg har tro på egne evner.

- Jeg har det godt, hvor jeg er nu. Det er rigtig lærerigt at se, hvordan de spanske hold træner og gør alting. Jeg har ikke et fast mål om at slå igennem her i Spanien. Det kan måske være et springbræt til noget andet, men vi må se, hvad der sker til sommer.

Sammy Slot har som ungdomsspiller udover HB Køge også repræsenteret Næstved.

bold@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce