Luk

Union Berlin bankede Barrett og Bielefeld

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Union Berlin - Bielefeld 5-0
Bundesliga
3' 1-0 Keita Endo
13' 2-0 Robert Andrich
45' 3-0 Sheraldo Becker
52' 4-0 Max Kruse
89' 5-0 Cedric Teuchert

Union Berlin har ikke tabt siden åbningsrunden i Bundesligaen, og lørdag eftermiddag tog de imod Arminia Bielefeld, der før kampen havde tabt de seneste fire opgør i rækken.

Holdet fra hovedstaden var derfor store favoritter, selvom de til kampen måtte undvære Marcus Ingvartsen, der var ude med en muskelskade.

Jacob Barrett Laursen var til gengæld med fra start for gæsterne Bielefeld, der fik et forfærdelig start på kampen.

Efter kun tre minutter bragte Keita Endo berlinerne i front, da han var helt fri på en tværaflevering i feltet. 

Ti minutter senere gjorde Robert Andrich det endnu værre for Bielefeld, da han klappede til bolden på sin førsteberøring lige uden for feltet og kunne se sin afslutning brage i mål. 2-0 til Union Berlin efter kun tretten minutter.

Kort før pausen blev det også 3-0. Sheraldo Becker blev spillet dybt i feltet i højre side, og så sparkede han bolden fladt ind i det lange hjørne til 3-0.

Bielefeld skulle derfor finde noget helt andet frem i anden halvleg, hvis de skulle have noget med fra kampen, og de skiftede da også tre mand i pausen.

Lige lidt hjalp det dog, for efter kun syv minutter af anden halvleg kunne Max Kruse bringe Union Berlin foran med 4-0 på straffespark.

I kampens sidste minut blev ydmygelsen total, da Cedric Teuchert efter en fire mod tre-situation i Bielefelds forsvar kunne banke det sidste søm i kisten.

Mere skete der ikke i kampen, og dermed vandt Union Berlin med hele 5-0.

Med resultatet rykker de op som nummer fire i Bundesligaen, mens Bielefeld fortsat er nummer 15.


Af Jonas Nielsen
Tirsdag 26. januar
Mandag 25. januar