Luk

United og Alkmaar delte i sløj EL-nullert

| Europa League | 28 kommentarer

Hverken Manchester United eller AZ Alkmaar fandt netmaskerne, da de to hold torsdag aften stod over for hinanden i Europa League.

Manchester United startede Europa League med en sejr, og det resultat skulle torsdag aften følges op på udebane mod AZ Alkmaar.

Det hollandske hjemmehold havde startede gruppe L med et uafgjort resultat mod Partizan og jagtede dermed den første sejr i gruppespillet.

Partizan havde tidligere torsdag vundet over FC Astana og var rykket op på førstepladsen i gruppen. Den plads jagtede både Manchester United og AZ Alkmaar, men det ville altså kræve et godt resultat torsdag aften.

Det blev ikke en velspillet affære fra første fløjt. Det to hold delte meget lige imellem sig, men det var værterne, der var bedst til at skabe chancer. 

Efter ti minutter havde AZ Alkmaar bolden i nettet, men der blev korrekt dømt offside. Kort efter havde Oussama Idrissi en god afslutning, som tvang David De Gea til en flot redning, der gav hjørnespark.

Det hjørnespark førte til endnu en god chance til hjemmeholdet. Dani de Wit stod helt fri i feltet og fik lov til at heade, men han sendte afslutningen over kassen.

Manchester United havde ikke de store chancer i løbet af første halvleg. Mason Greenwood stod fri i feltet og fik lov til at afslutte. Han ramte dog ikke bolden perfekt og sendte afslutningen lige på en forsvarsspiller. Det var første gang, gæsterne rørte bolden i AZ Alkmaar-feltet.

Det var målløst, da de to hold gik til pausen efter en uskøn halvleg. Og de sidste 45 minutter gjorde det ikke meget bedre.

Det hollandske hjemmehold var det bedste hold efter pausen, hvor de flere gange gjorde livet halvfarligt for Manchester United. Flere gange ville AZ Alkmaar have straffespark, men hver gang afviste kampens dommer dem.

Oussama Idrissi var livlig for værterne, og efter 75 minutter var han tæt på at bringe dem i front. En bold endte hos ham på kanten af feltet,hvor han trykkeda af første gang. Han sendte dog bolden forbi mål.

Kort efter råbte Manchester United-spillere på straffespark i den anden ende, da Marcus Rashford tog et godt træk og blev væltet. Dommerens fløjte forblev dog tavs.

Det hele sluttede 0-0 i Holland. Manchester United har derfor fire point, mens AZ Alkmaar har to point efter de første to kampe.


Af Jonas Sand
Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober