Luk

United tævede AZ og tog duksepladsen

| Europa League | 8 kommentarer

Manchester United tævede AZ Alkmaar med 4-0 på 11 gyldne minutter i anden halvleg og tog dermed førstepladsen i deres Europa League-gruppe.

Manchester United og AZ Alkmaar var begge sikre på at gå videre fra Gruppe L i Europa League, men holdene dystede torsdag om førstepladsen på Old Trafford.

Ole Gunnar Solskjær skiftede ni mand i den startopstilling, der slog Manchester City i lørdags. Kun Anthony Martial og Harry Maguire beholdt deres plads på holdkortet, mens Nemanja Matic var tilbage for første gang siden oktober.

Første halvleg blev ikke noget festfyrværkeri af en fodboldkamp, og ingen af holdene virkede for alvor opsatte på at gå efter sejren.

Der kom langt mere gang i løjerne efter pausen.

Alkmaars Calvin Stengs tvang Sergio Romero til en god redning i starten af anden halvleg, inden United åd sig ind i opgøret og trykkede hollænderne ned i perioder.

Ashley Young fuldendte et glimrende United-angreb efter 53 minutter, og han bankede bolden flot op i nettaget til 1-0.

En håndfuld minutter senere var Mason Greenwood på pletten, da han fyrede læderet ind fra kanten af feltet, og så var United foran 2-0.

Med en time spillet fik United så tilkendt straffespark, da Jordy Clasie nedlagde Greenwood, og dette bankede Juan Mata stensikkert i kassen til 3-0.

Det blev også 4-0 to minutter efter, da Greenwood hamrede bolden i nettet efter et godt pres af United.

11 gyldne minutter var nok for United, der vandt kampen 4-0 og sikrer sig førstepladsen i gruppen.

Partizan vandt 4-1 over Astana i gruppens anden kamp.


Af Sara Margren

8 kommentarer

Slettet(260021200206) 22:53          
Det var godt nok Greenwood der blev nedlagt ved straffet..!
#GGMU! 22:54          
Duksepladsen?
Roscoe 00:04          
"Duksepladsen" refererer til førstepladsen, som United tog i gruppen med sejren...
MANUTD20 11:46          
Greenwood er allerede en fundmentalt bedre spiller end de fleste etablerede PL angribere - Salah, Firminho, Aguero mv. Hans afslutninger er i særklasse, og han er kun 18 år. Han bliver bedre end de fleste. Tammy kan måle sig med ham, han er også ung.
ScouserTommy 11:58          
MANUTD20

Du skal stoppe de der troll-indlæg du turnerer rundt med pt.
MANUTD20 12:30          
Det er skam ikke for sjov. Knægten er 18 år, og han scorer mod etablerede PL mandskaber. Hvis du ikke kan holde dig objektiv grundet dit tilhørsforhold, så ignorer venligst mine indslag. Du kunne passende smide nogle modargumenter i stedet for at trække troll-kortet. Men niveauet er der måske ikke. Jeg hopper ud af denne tråd, og så må du venligst ignorere fremtidige indlæg, hvis du ikke kan komme med andet en "troll".
Klopptimist 13:02          
så må du venligst ignorere fremtidige indlæg, hvis du ikke kan komme med andet en "troll".
Det kunne måske hænge sammen med, at det er svært at sætte et mere retvisende prædikat på?

Tillykke med sejren i går og for min part skal der lyde et dybtfølt ønske om, at få United tilbage, hvor I hører hjemme.
Du er åbenlyst en passioneret fan, men meget af det, du kommer med rundt omkring, klæder altså ikke din glorværdige klub og den respekt, som både den og de fleste af jeres classy fans fortjener.

At dine analyser i forhold til spillere som f.eks. Aquero og Salah ikke virker helt ædruelige er fair nok. Det er jo et debatforum uden promillegrænser, og hvem kan se ind i fremtiden - udover dig selvfølgelig?
Mandag 18. januar