Luk

Uskarpe Viborg reddet af overtidsscoring

| NordicBet Liga | 29 kommentarer

Infoboks

Viborg FF - Skive IK 1-1
NordicBet Liga
10' 0-1 Mikkel Vendelbo
90' 1-1 Alassana Jatta

Viborg brændte flere store chancer, men lykkedes alligevel med at redde 1-1 hjem på en scoring dybt inde i dommerens tillægstid mod Skive. 

NordicBet Ligaen blev fredag aften genoptaget, da Viborg på hjemmebane fik besøg af Skive. 

Der var tale om top mod bund, da Viborg på andenpladsen er førsteudfordrer til Vejle om oprykning til Superligaen. Omvendt kæmper Skive en indædt kamp for overlevelse, hvor de inden kampens start havde tre point ned til Hvidovre under nedrykningsstregen. 

Det var da også favoritterne fra Viborg, der lagde bedst fra land, hvor Marcus Bobjerg i Skive-målet måtte diske op med et par gode redninger i kampens begyndelse. 

Alligevel blev det Skive, der efter ti minutter fik bragt sig i front. Et langt indkast blev forlænget videre til bageste stolpe, hvor Mikkel Vendelbo fik strakt sig frem og prikket føringen i nettet. 

Efter scoringen fortsatte Viborg med at være bedst. Den største chance inden pausen faldt til Alassana Jatta efter en halv time, men angriberen sparkede over kassen. 

Skive var dog heller ikke uden chancer, når de fik nogle kontraangreb, hvor Jeppe Mogensen fik det bedste tilbud, da han kort før pausen headede et indlæg tæt forbi mål. 

Efter pausen fortsatte Viborg med at dominere, og igen kom Jatta til en stor chance, hvor kun heroisk forsvarsspil fra Frederik Fisker forhindrede en udligning. 

I kampens sidste halve time blev presset blot intensiveret yderligere fra Viborg, hvor Skive-lejren må sende en stor tak til Bobjerg i målet, da han leverede flere flotte redninger. 

I kampens tillægstid fik Viborgs Sofus Berger også en god mulighed for at sikre et enkelt point, men fra kanten af feltet sparkede den unge offensivspiller i sidenettet. 

Dermed lignede det, at Skive ville snuppe alle tre point, men dybt inde i dommerens tillægstid lykkedes det Jatta at få sparket udligningen i kassen. 

Christian Sivebæk fik forlænget et indlæg videre til gambianeren, der med en halvkikset flugter sparkede bolden i jorden og videre over hovedet på Bobjerg. 

Med det ene point er Viborg seks point efter Vejle. 


Af Andreas Roesen
Lørdag 11. juli
Fredag 10. juli