Luk

Utrolige Haaland bankede Dortmund til sejr

| Bundesliga | 3 kommentarer

Erling Haaland stod for kampens to mål, da Dortmund vandt med 2-0 over RB Leipzig på udebane i Bundesligaen. Dortmund er nu sikret andenpladsen.

Der var stormøde i Tyskland lørdag eftermiddag, da RB Leipzig havde besøg af Dortmund i Bundesligaen. Kampen var aldeles vigtig for begge hold, da det netop er de to mandskaber, der kæmper om andenpladsen i den tyske liga. Både Yussuf Poulsen og Thomas Delaney var ikke med i opgøret grundet skader.

Udeholdet fra Dortmund kom dog ind til kampen på skidt vis, da mandskabet tabte med 0-2 hjemme til Mainz 05 senest. Leipzig tabte sejren på gulvet senest mod Fortuna Düsseldorf, da Mathias ’Zanka’ Jørgensen lagde op til 2-2-målet, der blev kampens resultat.

Inden opgøret var der tre point mellem Leipzig og Dortmund i Dortmunds favør.

Kampen startede ganske jævnbyrdigt ud, men efter 16 minutter havde den farlige norske angriber Erling Haaland en god mulighed for at bringe Dortmund i front. Han trykkede resolut af i Leipzig-feltet, men målmand Peter Gulacsi fik reddet forsøget. 

Dortmund nærmede sig mere og mere den første scoring i kampen og pressede hjemmeholdet tilbage på banen. Efter en halv times spil skulle det lykkes Haaland at tage revanchere fra tidligere, da han bragte Dortmund i front. 

Et godt gennemspillet angreb i højre side endte med, at Giovanni Reyna blev fundet på midten. 

Han prikkede bolden fikst videre, og der stod nordmanden helt fri. Her kunne Haaland nemt score til 1-0 for Dortmund. Det var angriberens 12. mål i 14 kampe for Dortmund i denne sæson. 

Kort inden pausen var Timo Werner meget tæt på at bringe Leipzig tilbage i opgøret, da han bragede mod mål, men Roman Bürki leverede en fremragende redning. 

1-0 til Dortmund stod der ved pausen.

Efter pausen var Dortmund tæt på at komme yderligere foran ved Erling Haaland, men han brændte chancen efter 53 minutter, da Gulacsi snuppede hans forsøg. 

Leipzig kom ikke tættere på, og i overtiden blev det også 2-0, og den kasse stod Haaland også for efter en hurtig omstilling. 2-0 blev kampens resultat. 

Dortmund er nu seks point foran Leipzig på andenpladsen i Bundesligaen og kan ikke nås.

Andetsteds spillede Fortuna Düsseldorf hjemme, det havde Mathias ’Zanka’ Jørgensen på bænken fra start, mod Augsburg. Det var en kamp om vigtige point i bunden af rækken. Inden opgøret lå Düsseldorf på en nedrykningsplayoffplads med fem point op til Mainz med to runder igen. 

Derfor skulle holdet vinde for at holde liv i håbet om at spille sig over stregen. Augsburg lå nummer 14 inden duellen, seks point foran Düsseldorf. Kampen endte med 1-1. Mathias 'Zanka' Jørgensen kom på banen efter 68 minutter.

Et andet sted i Tyskland spillede allerede nedrykkede Paderborn hjemme mod Mönchengladbach. Det opgør blev 3-1 til Gladbach.


Af Anders Jensen
Lørdag 28. november
Fredag 27. november