Tottenham var bagud 1-2, da overtiden udløb mod Leicester, men formåede alligevel at vinde 3-2 på to mål på ét minut af Steven Bergwijn i en grotesk fodbold.
Tre danske landsholdsspillere entrerede grønsværen på King Power Stadium, da Leicester og Tottenham onsdag mødtes i et udskudt møde i Premier League.
Det var Tottenham, som var i teten fra start, i hvad der udviklede sig til en særdeles underholdende slagsudveksling med Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaards Leicester.
Allerede efter otte minutter var gæsterne marginaler fra føringsmålet, da Harry Kane sendte bolden forbi Kasper Schmeichel, som til alt held havde Luke Thomas til at redde bag sig på selve stregen.
Efter godt et kvarter var det træværket, som var Schmeichels ven, da Kane kom til frit hovedstød i boksen og headede på overliggeren.
Spurs kørte Leicester i bund, og Davinson Sanchez kom til et frit hovedstød bagest i boksen på Sergio Reguilons indlæg, men sendte det i sidenettet.
Det lignede et spørgsmål om tid, før Tottenham ville komme i spidsen, men stik mod spil og chancer blev det Leicester, som tog 1-0-føringen i det 24. minut.
Efter lidt flipperspil i feltet faldt bolden hen for fødderne af Patson Daka, som med en hurtig reaktion fik prikket bolden forbi Hugo Lloris til Leicester-føring.
Kampen fortsatte dog i samme spor som før scoringen, og Højbjerg var tæt på udligningen, da han fik reddet et forsøg på stregen af en Leicester-forsvarer.
Da Jannik Vestergaard kort efter fejlafleverede midt på banen, gik den ikke længere for Leicester. Harry Kane slap fri og udplacerede køligt Schmeichel til 1-1.
Fem minutter før pausen løb Kane igen igennem Leicesters forsvar. Vestergaard havde ikke farten til at følge med landsholdsangriberen, som denne gang sendte sin afslutning til himmels. Derfor stod det 1-1 efter en vild omgang.
Anden halvleg fortsatte i samme hæsblæsende tempo, og igen var det Tottenham, som føjede mest til chancestatistikken.
Japhet Tanganga trykkede godt af mod Schmeichels mål efter 64 minutter, men den danske landsholdsspiller var med på noderne og parerede backens afslutning.
Præcis som i første halvleg slog Leicester til midt i Tottenhams dominerende periode.
Hjemmeholdet satte Harvey Barnes på banen, og han gik direkte ind i et kvikt kombinationsspil med James Maddison. Maddison kom fri og sparkede læderet ind via indersiden af stangen til 2-1 for Leicester.
Efter scoringen fortsatte Tottenham med at kreere chancer. Matt Doherty kom til en stor en af slagsen, da han kom til skud i målfeltet, men Schmeichel blokerede. En situation som muligvis var blevet afblæst for offside, hvis Doherty havde sat bolden i mål.
Tottenham så ud til at gå forgæves i jagten på en udligning, men i de absolut sidste sekunder af overtiden reddede de sig på helt vanvittig vis.
Højbjerg slog en perleaflevering ud til Doherthy på fløjen. Han brysttæmmede bolden, som tilfældigt dumpede ned for fødderne af Steven Bergwijn, som sendte udligningen ind til 2-2.
Overtiden var udløbet på det tidspunkt, men da Leicester satte spillet i gang igen, stjal Tottenham hurtigt bolden. Bergwijn blev spillet dybt, rundede Schmeichel og satte bolden i mål via indersiden af til 3-2.
Kampen var vendt fuldkommen på hovedet i løbet af et minut i en af de mest vanvittige afslutninger på en Premier League-kamp nogensinde.
43 kommentarer
Vild afslutning på en ellers underholdende kamp!
Men jeg vil alle dage vælge at få sejren på denne måde. Kæmpe selvtillidsboost. Kane var fænomenal i dag!!
Havde været verdenshistoriens største og mest svineheldige røveri hvis Leicester havde fået noget med fra den her kamp.
Kæmpe fantastisk at det endelig går Spurs´ vej i en kamp efter så massiv Tottenham-dominans med flere Leicester-redninger på stregen, stolpeskud af Kane og to åndssvage foræringer af Spurs-forsvaret.