Luk

Vanvittigt Vejle-comeback: Troede vi var ude

| Sydbank Pokalen | 9 kommentarer

Arbnor Mucolli har svært ved at forstå, hvordan det lykkedes Vejle at vende et særdeles truende nederlag til en sen pokalsejr mod Vanløse.

Fra 1-3 til 4-3 i overtiden.

Alt pegede onsdag aften i retning af, at Vejle skulle ryge ud af Sydbank Pokalen til Vanløse fra 3. division, men 3F Superligaens bundprop lavede en fuldstændig forrygende slutspurt.

Først reducerede Lukas Engel til 2-3 i det første tillægsminut, inden han kort tid efter udlignede til 3-3, hvorefter Andres Ponce i det 96. minut fuldendte det vilde comeback med målet til 4-3.

Spørger man Vejle-profilen Arbnor Mucolli, havde han mere eller mindre indstillet sig på et pokalexit.

- Helt ærlig, jeg troede, vi var ude, da Kolinger måtte gå ud. Der var kun overtiden – som selvfølgelig måtte være lang – tilbage, men det så svært ud. Så header Engel bolden i nettet, og så ved vi godt, at der er tid at gøre med. Vi fastholder så bolden højt i banen, og efter et indlæg sparker Lukas Engel den flot ind.

- Da vi udligner til 3-3, så knækker de. Der var der ikke mere i dem, og de var rystede. Vi skulle se, om vi kunne slippe for ekstra spilletid. Det havde vi ikke brug for, så vi jagtede et mål mere, selvom vi var i undertal. Jeg spiller Sousa, der fint spiller Ponce fri, og det var helt surrealistisk.

- Der er glæde i omklædningsrummet, og det var godt for holdet, men også for Ponce, som havde brug for den her oplevelse. Han scorede et godt og vigtigt mål, siger Arbnor Mucolli.

Vejle-profilen har generelt lidt svært ved at forstå, at det sene comeback lykkedes.

- Det er vanvittigt at stå her og have vundet. Jeg tror ikke, jeg har været med til noget lignende. Jeg tænker umiddelbart først på German Onugkhas tre mål i foråret, hvor vi kom stærkt tilbage og fik 3-3 i en Superliga-kamp.

- Det var en rigtig pokalkamp. Der var god lir på tribunerne, hvor Vanløse tidligt ønskede os god tur hjem, og så ender de med lang næse. Det er en sjov oplevelse, siger Arbnor Mucolli.


Af Martin Schmidt

9 kommentarer

VBK - Leeds 08:28          
Vanløse var nu ikke helt færdige efter udligningen. De havde en giga chance for at komme på 4-3. Så scorer Vejle et minut eller to senere og afgjorde kampen.
Pokalfodbold når det er bedst/værst.
bold1893 08:53          
Vanløse havde et sidste attack lige efter Vejle udlignede, hvor de var tæt på at lave den vildeste afslutning på kampen. Som neutral tilskuer i Vanløse Idrætspark i går, var det en fed kamp at overvære.
Nørreskoven 09:07          
Nogle der ved hvor slemt det står til med Kollinger?
VIF57 10:35          
Ja den lå dæleme til Vanløse, der brændte en giga chance ved 3-3, og så scorede Vejle efterfølgende. Det var for svært med næsten 10 min overtid.
Kenken 13:07          
En skam Vejle ikke profiterede af deres to forsøg på træværket og den totale dominans i det første kvarter af anden halvleg men i stedet valgte at melde sig ud af kampen med manglende intensitet og engagement. Så gjorde Vanløse det i stedet for spændende.

Overtiden på godt 6 minutter var dog fair nok grundet længere spilstop.
VIF57 13:50          
Bare lige…
Har tjekket inde på dbu-siden, dommeren fløjtede af efter 8 min overtid.
Kenken 14:32          
Bare lige…
Så er vi vel også enige (eller lige langt fra) :)

Du skriver næsten 10 minutter, jeg skriver godt 6 minutter.
Mandag 18. oktober