Luk

Vejle-anfører om SL-ræs: Vi er det bedste hold

| NordicBet Liga | 1 kommentar
Vejle-anfører om SL-ræs: Vi er det bedste hold
Foto: Vejle Boldklub

Infoboks

FC Fredericia - Vejle Boldklub
NordicBet Liga (05/06)
bet365 3,20 3,50 2,15
Oddset 3,05 3,50 2,25
YouBet 3,20 3,50 2,10

Vejles oprykning må og skal i hus, selv om det er under særlige omstændigheder, at topholdet skal kæmpe for at holde sin forfølgere bag sig. Anfører Jacob Schoop 

Med et forspring på syv point ved 1. divisions genstart er førerholdet Vejle i en ganske gunstig position i forhold til sine nærmeste konkurrenter, hvor Viborg er førsteudfordrer, mens FC Fredericia kommer ni point efter.

Med det højeste tilskuersnit i 1. division på omkring 2.500 tilskuere per kamp bliver det en noget anderledes kulisse for topholdet, end man er vant til, når sæsonen går i gang igen i Nørreskoven søndag den 31. maj med kampen mod Næstved

Den skal som bekendt sparkes i gang for lukkede døre, men oprykningen skal i hus, så der er ingen undskyldninger i Vejle-lejren.

Motivation bør og skal være i top, slår Vejle-anfører Jacob Schoop fast overfor bold.dk.

- Det må ikke føles som en træningskamp, når vi går i gang igen. Vi spiller om point fra starten af, og der skal vi finde det rette mindset, og vi skal ud at vinde.

- Det er ligegyldigt, om det er med eller uden fans, så bliver det ikke nogen undskyldning for os. Vi synes, vi har mere kvalitet end de andre hold, og det skal vi ud at vise, siger han til bold.dk og understreger:

- Vi må bare tænke på dem, der sidder hjemme og følger med, og bruge det som en ekstra motivation. Motivationen må ikke fejle noget. Det er oprykning, vi spiller om, og den tæller lige så meget, om vi vinder den med eller uden fans.

Jacob Schoop erkender dog, at det bliver en udfordring at holde niveauet højt i kampe uden tilskuere – ligesom tilfældet var mod Hvidovre i den sidste kamp inden corona-pausen.

- Det er måske en større ulempe for os i og med, at vi har en rigtig stor fanbase og Vejle Stadion har været godt for os. På udebane har vi været vant til at have mange fans med, så det bliver en større udfordring for os, tror jeg. 

- Det bliver en stor omvæltning og større end for så mange andre klubber i 1. division.

- Det bliver mentalt svært, og vi skal arbejde med det. Vi skal undgå, det bliver en sovepude, for der vil være momenter i kampene, hvor man skal hive sig selv og sine holdkammerater op, for at vi ikke får stemningen som i en træningskamp. 

Bedst siden august

Som Superliga-nedrykker mærkede Vejle i sommeren 2019 på egen krop, hvilken udfordring det kan være at rykke en række ned. 

De første fem kampe gav blot fem point, og det resulterede i en syvendeplads.

Siden og med en uafgjort kamp i Kolding i august har Vejle været ubesejret i 16 turneringskampe, hvilket medførte en førsteplads i 1. division fra starten af oktober.

I frontsædet har man siddet lige siden, og Schoop er heller ikke i tvivl om, at tabellen efterhånden viser det rette billede.

- Vi har været det bedste hold siden august. Vi startede skidt, men jeg synes, vi har vist karakter og er kommet stærkt igen. Vi har flere strenge at spille på og har været solide. Det har været vores styrke, men ja, når vi fører med syv point, så synes jeg, at vi har været det bedste hold.

- Men det er langt fra slut endnu. Vi skal også være det bedste hold i den resterende del af sæsonen, hvis vi skal rykke op.

Lige nu er Viborg umiddelbart det hold, som Vejle skal holde mest øje med i kampen op den ene plads i Superligaen, når sæsonen hedder 2020/21. 

Men for Schoop og Vejle, bliver der ikke noget med at holde øje med andre.

- Jeg frygter ikke nogen. Jeg vil komme til at tænke på den næste kamp, for hvis vi gør arbejdet godt selv, er det nok. Jeg tænker mest på, at vi skal gøre os færdige, for vi har kun indflydelse på de andre hold, når vi møder dem. 

- Vi holder fokus på, at vi skal vinde vores kampe og så må vi kigge på de andre i bussen efter, siger han og tilføjer:

- Vi havde det svært mod Fredericia på hjemmebane (0-1, red.) i starten af sæsonen, så det er umiddelbart den kamp, jeg husker som den, vi havde størst problemer i. Men der er også sket meget med vores hold siden, og det skal nok blive sjovt at møde dem igen.

Vejle slog Viborg med 4-1 i august og 4-3 i november, hvorfor de skal mødes én gang igen, mens FC Fredericia venter i to omgange i det kommende komprimerede program.

- Tæt program bliver et fedt race

I fodboldhistorien er forspring på syv point med 13 runder igen flere end én gang set blive sat over styr.

Vejle får to måneder med midtugekampe til at holde gang i benene og skabe momentum, og det håber Schoop kan være med til at afhjælpe potentielle gummiben.

- Jeg kan godt lide, det er kampene, der fokus på. Til træning kan vi så restituere og forbedre os på nogle småting, så jeg kan personligt godt lide, at det bare er kamp på kamp, faktisk. Vi har også en bred trup, og det kan vi forhåbentligt vende til vores fordel.

- Det er svært at sige, hvilken indflydelse det får. Men rammer vi en god stime, kan det være en fordel for os, og omvendt kan det tætte program også være en fordel, hvis vi taber.

- Så vil der ikke være længe til næste kamp, så jeg synes, det er fint, og det bliver et fedt race. Den glæde skal vi tage med os alle, og så skal bruges til noget positivt. 

Der resterer 13 runder af 1. division.

Positiv corona-test uden indflydelse

En unavngiven Vejle-spiller blev 14. maj testet positiv for corona, men siden har klubben meldt ud, at hele truppen er testet negativ.

Anfører Schoop fortæller også, at den positive test ikke har haft indflydelse på opstarten i Vejle, som dog har været en speciel en af slagsen.

- Det har virket som en anden preseason, uden at man har kunne forberede sig helt optimalt. Vi har arbejdet hårdt, men heller ikke for hårdt, for vi skal helst ikke løbe ind i nogle træls skader, så det har været en svær balance at skulle presse sig uden at træde over stregen

Han erkender, at de tre ugers træning inden turneringsstart er en kort opstart, men i situationer som denne, må man indgå kompromisser.

- Det er ikke noget, man er vant til, og det er hårdt for kroppen. Vi skal passe på os selv, få restitueret så meget som overhovedet muligt mellem træningerne, men igen, det er ens for alle, og det er et kompromis, vi må tage.

- Så længe, det er ens for alle, så er det en fair måde at gøre det på. 


Af Jonas Dalgård

1 kommentar

redbullbrøndby 10:31          
Fedt interview. Vi tager den oprykning. Forza Vejle!
Onsdag 3. juni
Tirsdag 2. juni