Luk

Vejle-direktør: Vi ser dårligere ud end vi er

| 3F Superliga | 17 kommentarer

Infoboks

FC København - Vejle Boldklub
Superligaen Grundspil (31/10)
Bet25 1,28 5,60 9,80
bet365 1,25 5,50 9,00

Vejles administrerende direktør Henrik Tønder mener, at Vejle-holdet ser dårligere ud end det er, og så ser han positivt fremad.

Vejle er i store problemer, og efter 11 runder ligner holdet fra Nørreskoven allerede et solidt bud på en nedrykker.

Senest blev man dukket med hele 0-6 af OB, hvorfor Vejle nu tegner sig for to point og en målscore på 7-29.

Men spørger man på ledelsesgangene i Vejle, så mener Henrik Tønder, at der er lys forude. Vejle-holdet er nemlig ikke så ringe, som det ser ud, siger han i en ti minutter lang video, hvor Vejles fans har stillet spørgsmål til Vejle-ledelsen.

- Man skal forstå, at når man er spiller og en del af Vejles hold, og holdet ikke vinder over en lang periode, så forplanter det sig i selvtilliden.

- Det kan godt være, vi ikke er særlig gode, men vi ser dårligere ud, end vi i virkeligheden er, tror jeg. Det er en del af det, der sker psykologisk, når vi er i denne fase, siger han og svarer blandt andet på, hvad han siger til al den kritik, der omgærder Vejle for tiden.

- Det gør indtryk. Selvfølgelig gør det det. Der er ingen af os, der ønsker at gøre det specielt dårligt i klubbens tjeneste, og de resultater, vi har haft, de taler for sig selv.

- Nu har vi spillet 11 kampe, og det er vel fair at gøre en status. Status er, at vi på alle parametre har underpræsteret, så det er klart, det ikke er specielt behageligt. Men vi er i situationen, og vi er de ansvarlige, så vi må stå i det, siger Vejle-bossen.

Han er dog ikke helt i kulkælderen, da han mener, at Vejle står et sikkert sted – særligt kommercielt.

- Jeg kan pege på flere positive ting. Lige nu er vi i resultatmæssigt og spillemæssigt underskud. Det gør ondt og det er hårdt at stå i, men når jeg kigger på klubbens form og kigger fremad, så kan jeg se, der er mulighed for at komme stærkt igen.

- Vi ser stabile ud finansielt, og vi har udviklet os positivt på mange områder. Det er ikke kun sportsligt, men i særdeles kommercielt, og det er selve fundamentet for udvikling i en klub som Vejle, og det er til stede, siger han til klubbens hjemmeside.

Hele videoen kan ses på Vejles Facebook-side, hvor Tønder blandt andet også forholder sig til Vejle-truppens sammensætning og Vejles transferstrategi.


Af Jonas Dalgård
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober