Luk

Vejle drømmer: Vi jagter selvfølgelig finalen

| Sydbank Pokalen | 6 kommentarer

Vejle tog en sikker sejr, da hjemmeholdet sikkert slog Kolding IF, og dermed tog klubben fra Nørreskoven et stort skridt mod en semifinaleplads. 

Vejle slog Kolding IF 5-1 i Nørreskoven i første kvartfinaleopgør mellem de to mandskaber. 

Dermed ser det ud til, at det blot er en formalitet, der holder Vejle fra at kalde sig for semifinalist, og Peter Sørensen kan da heller ikke tale sig udenom, at hjemmeholdet fik et godt udgangspunkt. 

- Det var en komfortabel sejr, og det er virkelig dejligt at få scoret fem mål. Der var mange gode individuelle præstationer, og indskifterne gjorde det godt, da de kom ind. 

FC København er allerede slået ud af turneringen, og kun én af Brøndby eller FC Midtjylland går videre til næste runde, og Peter Sørensen siger da også, at de allerede har finaledrømme i Nørreskoven. 

- Jeg ved jo selvfølgelig godt, hvem der er tilbage i turneringen, og jeg ved også, at der er flere gode hold, som kommer til at ryge ud. 

- Men uanset hvem vi møder i en eventuel semifinale, så bliver det en hård modstander, men hvis man er i semifinalen, så er der jo ikke ret langt til en finale, og det er en chance, vi vil jagte, siger Peter Sørensen. 

Kolding IF-profilen Niki Zimling erkender også, at det bliver meget svært for mandskabet at gå videre fra kvartfinalen, men drømmen lever, fortæller han 

- Det er jo pokalfodbold, og der er før sket mirakler, også større mirakler end hvis vi formår at slå Vejle ud, så det går vi selvfølgelig efter. 

Niki Zimling var efter kampen stolt af, hvordan Kolding-IF-fansene bakkede klubben under kampen, også da det så svært ud 

- Det var jo fantastisk at opleve deres glæde, da vi scorede, og de er jo med os hele vejen, og det har jeg stor, stor respekt for. 

Returopgøret bliver spillet lørdag den 11. december, hvor det vil vise sig, om Kolding kan levere miraklet.


Af Martin Schmidt
Onsdag 19. januar