Luk

Velkendt navn skal løfte HB Køge til nyt niveau

| NordicBet Liga | 2 kommentarer
Velkendt navn skal løfte HB Køge til nyt niveau
Foto: Getty Images

Infoboks

HB Køge - FC Roskilde
NordicBet Liga (20/10)
bet365 1,80 3,90 4,00
NordicBet 1,75 3,95 4,10
Oddset 1,75 3,95 4,20

Anders Bay, som er et kendt navn i fodboldverdenen, er blevet ansat i HB Køge til at styrke klubbens profil. Han får ansvar for kommunikation og det kommercielle.

Anders Bay har været pressechef på Bjarne Riis' cykelhold, kommunikations- og marketingdirektør i Brøndby og sportsdirektør hos Discovery Networks – nu skal han være projektleder i HB Køge.

Det afslørede 1. divisionsklubben mandag.

Det er altså en tung dreng, HB Køge har været i stand til at tiltrække – og det skyldes ikke mindst klubbens ejer, den amerikanske virksomhed Capelli Sport.

- Samarbejdet med Capelli Sport har giver os nogle spændende muligheder, siger HB Køges administrerende direktør, Per Rud, til bold.dk.

Per Rud og Anders Bay har en fælles fortid i Brøndby.

- Vi har haft god kontakt, siden vi arbejdede sammen, og jeg har anbefalet Anders til vores amerikanske ejer, fordi jeg mener, han har nogle kvaliteter, som kan hjælpe både HB Køge og Capelli Sport, siger Per Rud.

Flere roller
Helt officielt har Anders Bay fået titel af Head of Projects. Han skal derfor vandre lidt rundt mellem alle afdelingerne i HB Køge, og når man spørger Per Rud, hvad Bay skal lave, bliver det en kende fluffy.

- Når man er Head of Projects, så er man flere steder i organisationen, og det er helt bevidst, at han skal være det.

- Han kommer til at være meget i den kommercielle afdeling, og han kommer til at arbejde meget med kommunikation – det er de to ting, Anders skal drive, siger Per Rud og uddyber.

- Han skal være med til at udvikle vores profil og gøre den skarpere.

- Han har et særligt drive og en rigtig stor viden om den her verden. Han kan finde nogle nye vinkler på tingene. Vi vil gerne være innovative, og jeg er sikker på, at Anders kan hjælpe os i den forbindelse.

- Køge gennemgår som by en kæmpe udvikling i de her år, og det vil vi gerne være en del af, og så vil vi som klub selvfølgelig også gerne tilbage i Superligaen.

- Anders skal være med til at sikre, at der er styr på nogle af alle de bolde, der er i luften, og jeg ved, at han også selv kommer til at smide nogle bolde i luften, og det bliver spændende at være med til, siger Per Rud.

Skal tænke stort
Direktøren er meget glad for ansættelsen af Anders Bay, som sender et stærkt signal til omverdenen.

- Det siger noget om vores ejers tilgang. Han tør at rykke på nogle muligheder og ser knap så meget på begrænsningerne. Det er rigtig spændende at være en del af.

- Vi skal stadig være et bæredygtigt projekt, men vi vil gerne lave positive resultater, og vi skal turde tænke store tanker, siger Per Rud.

Anders Bay har i forbindelse med sin fratrædelse i Discovery udtalt, at han gerne ville ud at stå på egne ben som rådgiver – og det bliver der plads til trods jobbet i HB Køge.

- Anders har lov til at rådgive andre steder – selvfølgelig har han det. Ellers ville det aldrig kunne lade sig gøre at tiltrække ham. Men der er ingen tvivl om, at han rent fysisk kommer til at være her meget.

- Anders er sådan en, man ikke rigtig kan holde i bur. Han skal have rum at arbejde i, og det får han også her hos os, siger Per Rud.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

2 kommentarer

peace? For whom! 15:40          
Per Rud kan ikke helt fortælle hvad han skal lave i klubben???????
HAHAHAHHAHAHAHAHAHA
H O fodbold 18:12          
Kan han stå en højre back..??
Lørdag 19. oktober
Fredag 18. oktober