Luk

Veloplagte AGF kørte tandløse Horsens over

| 3F Superliga | 47 kommentarer

Infoboks

AGF - AC Horsens 3-0
Superligaen Grundspil
31' 1-0 Albert Groenbaek
53' 2-0 Patrick Mortensen
66' 2-0 Bjarke Jacobsen
68' 3-0 Casper Højer Nielsen
90' 3-0 Kjartan Finnbogason

Albert Grønbæk, Patrick Mortensen og Casper Højer stod for målene, da AGF hentede en stensikker 3-0-sejr over AC Horsens, der har grund til bekymring.

Jonas Dal har fået en skidt start som cheftræner i AC Horsens, og søndag ventede der den gule fare en svær opgave på udebane mod AGF.

Mens Horsens gik ind til opgøret uden sejr i de første fire Superliga-kampe, var AGF uden nederlag, og derfor var der ingen tvivl om, hvor favoritværdigheden lå.

Begge hold havde en tvunget ændring i startopstillingen, da Horsens' Thor Lange afløste corona-smittede Michael Lumb, mens Benjamin Hvidt kom ind på AGF-midten i stedet for Bror Blume, der måtte trække sig med rygproblemer.

AGF havde også Sebastian Hausner tilbage i startopstillingen, hvor 19-årige Albert Grønbæk havde fået genvalg, og teenageren skulle igen blive afgørende.

Grønbæk var nærgående efter et kvarters tid, hvor en dårlig clearing af Jacob Buus var lige ved at koste for Horsens, men AGF-talentet sparkede ved siden af.

Jacob Buus var involveret igen kort efter, hvor han med løftet ben gik voldsomt ind i en tackling på Casper Højer, men Horsens-backen slap med gult kort til AGF'ernes store utilfredshed.

AGF forsatte med at skabe muligheder, og både Patrick Mortensen og Benjamin Hvidt fik chancen, men det sidste manglede i begge tilfælde.

Horsens' første store chance skabte Casper Tengstedt med et godt løb i venstre side, men afslutningen sad lige på Kamil Grabara i værternes mål.

Efter 32 minutter gik den ikke længere for Horsens, da AGF belejrede feltet. Sebastian Hausner headede bolden videre til Jon Dagur Thorsteinsson, som med et smart cut-back fandt en helt fri Albert Grønbæk, der uden problemer sparkede hjemmeholdet på 1-0.

Trods yderligere chancer i første halvleg fik AGF ikke scoret igen, så det blev ved 1-0 efter de første 45 minutter.

AGF skruede bissen på

David Nielsens tropper kom godt ud til anden halvleg, og efter 53 minutter fik hjemmeholdet også fordoblet føringen.

Albert Grønbæk blev sendt i dybden med en lang aflevering, og inde foran mål fandt han en fremadstormende Patrick Mortensen, som uden problemer prikkede bolden i mål og dermed scorede for femte kamp i streg.

AC Horsens skabte ikke meget, men to minutter efter 2-0-målet burde Jannik Pohl have reduceret efter en dårlig tilbagelægning af Alexander Munksgaard. Pohl sparkede dog over mål.

Kort efter blev Patrick Mortensen nedlagt på kanten af AC Horsens-feltet, og efter brug af VAR fik Bjarke Jacobsen rødt kort for at stoppe en oplagt scoringschance.

Derfor så det for alvor sort ud for AC Horsens, men på det efterfølgende frispark blev det endnu værre, da Casper Højers afslutning snød Matej Delac og strøg i kassen til 3-0.

Således var kampen reelt afgjort, hvorfor tempoet og intensiteten dalede en hel del.

Albert Grønbæk var tæt på at stange AGF på 4-0 ti minutter før tid, men hovedstødet gik lige over fra den velspillende AGF-kant.

I overtiden fik indskiftede Kjartan Finnbogason chancen for at pynte lidt på det, da han tilkæmpede sig et straffespark, men islændingen lossede selv bolden over mål.

Derfor sluttede det med en knusende sikker 3-0-sejr til AGF, som dermed går forbi FC Midtjylland i tabellen og haler ind på Brøndby, der senere søndag gæster SønderjyskE.

AC Horsens er fortsat uden sejr og noteret for et enkelt point på Superligaens sidsteplads.

Støt AC Horsens og køb en fanfigur


Af Martin Schmidt
Lørdag 31. oktober
Fredag 30. oktober