


OB var onsdag aften på besøg hos Nykøbing FC fra 2. division. Her skulle de to mandskaber duellere om en plads i Sydbank Pokalens kvartfinale.
Jakob Michelsen tog tydeligvis opgaven alvorligt, selvom der er to rækker mellem de to hold. OB-træneren havde med andre ord valgt en startopstillingen, der lå tæt på stærkest mulige hold.
De gæstende favoritter kom til kampens første gode chance, da Emmanuel Sabbi trak ind i banen og afsluttede på Nykøbing-keeperen Sebastian Olsen, der fik vippet bolden over mål.
Hjemmeholdet var dog ganske godt med i starten, hvor de gav Superligamandskabet kamp til stregen.
Lyngby-lejesvenden Emilio Simonsen flugtede en løs bold over mål, mens den tidligere Brøndby-spiller Mathias Gehrt afsluttede lige på Oliver Christensen.
OB var dog også farlige den anden vej, og Emmanuel Sabbi burde måske have bragt fynboerne foran midtvejs i halvlegen, da han tog et indlæg ned fra Issam Jebali, inden han vendte rundt om sig selv og sparkede over mål fra tæt hold.
Efter en halv times spil kunne Nykøbings Mathias Kristensen have bragt hjemmeholdet foran, da et hjørnespark fandt hans pandebrask, men han dirigerede den tæt forbi den venstre stolpe.
Skarpere var Sveinn Aron Gudjohnsen, da Sabbi fandt ham med et indlæg få minutter efter. Det takkede den islandske angriber for ved at stange bolden stenhårdt i nettet til 1-0.
Bare tre minutter senere blev ondt til værre for 2. divisionsmandskabet, da Issam Jebali fandt Sabbi på kanten af feltet.
Den velspillende kantspiller trak ind i feltet og sparkede bolden i nettet ved nærmeste stolpe.
Dermed gik OB til pause med en 2-0-føring.
Hyllegaard lukkede og slukkede
Syv minutter inde i anden halvleg fik Mathias Kristensen en ny chance efter et hjørnespark, men igen manglede den afgørende skarphed for at åbne opgøret op.
Også Sebastian Koch kom til en stor chance efter en times spil, da han blev spillet fri, men Oliver Christensen reddede flot i OB-målet.
Gudjohnsen kunne også være blevet dobbeltmålscorer for OB, da Issam Jebali spillede ham fri til en afslutning, men denne gang ramte den unge angriber på den forkerte side af sidenettet.
Issam Jebali var generelt i fint spilhumør og var god til at sætte holdkammeraterne op, ligesom tilfældet var senest mod AaB, hvor han lavede to assist.
20 minutter før tid fik velspillende Sabbi og Jebali dog fyraften til fordel for Mikkel Hyllegaard og Mart Lieder.
De skulle begge få chancer for at score. Først afsluttede Mart Lieder lige på keeperen, da han fik vristet sig fri i feltet med 13 minutter igen.
Det gjorde Mikkel Hyllegaard ikke i dommerens tillægstid, da han løb dybt på en bold ned bag Nykøbing-forsvaret.
Hyllegaard forsøgte at prikke den udenom keeperen, men ramte ikke bolden, hvilket dog snød Sebastian Olsen i målet, så den røg forbi ham, så Hyllegaard kunne sparke bolden i det tomme net til slutresultatet 3-0.

OB
Oddset Pokalen
Nykøbing FC




































