Luk

Vendsyssel fik oprejsning mod tamme Hobro

| 1. Division | 8 kommentarer

Infoboks

Vendsyssel FF - Hobro 3-0
1. division
26' 1-0 Mikkel Agger
65' 2-0 Andreas Kaltoft
69' 3-0 Ali Messaoud

Vendsyssel fik fornem oprejsning efter 0-6-blamagen mod Fremad Amager, da nordjyderne bankede tandløse Hobro med 3-0 i 1. division.

Vendsyssel tabte premieren i 1. division med hele 0-6 til Fremad Amager, så der skulle andre boller på suppen, da de tirsdag tog imod Superliga-nedrykkerne Hobro.

Hobro havde spillet 1-1 mod Viborg i deres første kamp, og de var fortsat uden Edgar Babayan, der er ude med karantæne.

Til gengæld var Thomas Enevoldsen og Mads Hvilsom med i front, men de havde en svær første halvleg, hvor de ikke kom frem til meget.

Opgøret startede dog på trist vis, da Vendsyssels Christoffer Boateng gik i græsset og måtte bæres ud efter bare et par minutter med en alvorlig skade.

En chancefattig affære blev afløst af Vendsyssels første sæsonscoring efter en halv time, og det var nytilkomne Mikkel Agger med målet.

Agger modtog en bold i dybden fra Jelle van der Heyden, som Simon Jakobsen ikke nåede op til, og så kunne Agger sparke Vendsyssel på 1-0.

Hobro havde mere end svært ved at spille sig frem til chancer, og cheftræner Peter Sørensen reagerede ved at skifte ud efter bare en halv time, da 18-årige Frederik Elkær blev taget ud til fordel for Alexander Baun.

Det hjalp dog ikke på Hobros evne til at skabe chancer, for i stedet var Vendsyssel tæt på endnu en scoring efter et godt hovedstød af Anders Bærtelsen efter 35 minutter.

Thomas Enevoldsen havde et udmærket forsøg kort inden pausen, men tættere på kom de ikke i første halvleg.

Det stod derfor 1-0 til Vendsyssel efter første halvleg, og i pausen tog støvregn og tåge til over Nord Energi Arena.

Vendsyssel kom også bedst ud til anden halvleg, og efter ti minutter fik de en kæmpe mulighed for at øge føringen.

Målscorer Mikkel Agger fandt Ali Messaoud, der var helt fri i feltet, men hollænderen bankede bolden på overliggeren, selvom han havde helt frit mål.

Vendsyssel fortsatte dominansen, og efter en time kom de på 2-0. Andreas Kaltoft sparkede bolden i mål efter Hobro-målmand Adrian Kappenberger ikke formåede at holde et indlæg.

Bare et par minutter senere blev det 3-0, da Tiemoko Konaté fandt Ali Messaoud, der tog den flot med og bankede kuglen i nettet ved fjerneste stolpe.

Hobro formåede ikke at spille sig frem til noget giftigt i slutfasen, og Peter Sørensen valgte desuden kun at benytte sig af to ud af fem indskiftninger.

Vendsyssel kunne derfor juble over 3-0-sejren under cheftræner Lasse Stensgaard, mens Hobro endnu ikke har hentet en sejr i de første to kampe.


Af Sara Margren

8 kommentarer

Friisenfriis 20:53          
Ringeste Hobro kamp jeg har set til dato... Hvad skal det ikke ende med
Forhammeren 20:57          
Hvad foregår der dog med Vendsyssel.Vi må høre Mikkel F.
MikkelF 21:00          
Ringeste Hobro kamp jeg har set til dato... Hvad skal det ikke ende med
Ja, de var godt nok ikke til meget. Og de plejer altid at nakke Vendsyssel. Det hold Hobro kan stille for tiden er godt nok også tyndt. Og det forsvar med Simon Jakobsen og Salquist...

Til gengæld fin oprejsning for netop hjemmeholdet. Dog også på en billig baggrund. Flot kamp og arbejde af Messaoud, selvom han stod for årets afbrænder... Også forbilledligt arbejde af Agger og flot mål. Positive tendenser.
Eneste minus er Konaté, der slet ikke lever op til sine meritter.
Hvad foregår der dog med Vendsyssel.Vi må høre Mikkel F.
Trylledrik - holdet er spillet bedre sammen - man klemte ballerne sammen - Hobro var ringe.

Your pick ;)
bruger 162143 21:06          
det er godt nok en ommer Peter Sørensen.
Galactus 21:07          
Det bliver en mærkelig række i år c´,)
Friisenfriis 21:11          
Hobros trup er så tynd. Men okay, det ville pynte gevaldigt at have Babayan, Louati, Bøge, Pål, Cappis tilbage
MikkelF 21:59          
Hobros trup er så tynd. Men okay, det ville pynte gevaldigt at have Babayan, Louati, Bøge, Pål, Cappis tilbage
Enhver 1.divisionstrup vil se tynd ud uden sådanne navne.

Hov. Vi mangler da brugeren 16holdisuppen til at fortælle os hvor ringe en træner Lasse Steensgaard er.
Tirsdag 29. september