Luk

Verbic ødelagde FCK-fest med udligning

| Europa League | 103 kommentarer

Den tidligere FC København-spiller Benjamin Verbic udlignede til slutresultatet 1-1 for Dynamo Kiev mod sit gamle hold i Europa League torsdag aften.

Dame N'Doye var torsdag aften ude af FCK-truppen, fortsat fysisk præget af sin lange skadespause.

Istedet sendte Ståle Solbakken Pieros Sotiriou ind i angrebet ved siden af Michael Santos til den vigtige hjemmekamp mod Dynamo Kiev i Europa League.

De to hold var i delt føring i gruppe B med fem point foran Malmö FF's fire, så en sejr ville for begge hold give et stort rygstød mod avancement til forårets knockoutfase.

Københavnerne fik den perfekte start på kampen, som de også gjorde på udebane mod Kiev i forrige uge, da de efter fire minutter bragte sig foran.

Pierre Bengtsson slog fra en position tæt på hjørneflaget et højt indlæg i feltet, og da Kiev-keeperen ikke kunne holde bolden, luerede Jens Stage på bagerste stolpe til en nem 1-0-scoring.

FCK'erne så skarpe og energiske ud fra kampens start, som om ukrainerne skulle have klø. Kort tid efter fik udeholdet dog en kæmpe chance for udligning, da Carlos Zeka kastede sig i feltet og fik en bold sparket op på en flagrende arm.

Karl-Johan Johnsson præsterede dog en fabelagtig redning på Viktor Tsygankov eksekvering af straffesparket. Sparket kom fladt ved den ene stolpe, men svenskeren nåede helt derud og fik skubbet bolden væk fra rammen.

Benjamin Verbic ødelagde festen

Efterhånden som første halvleg skred frem overtog gæsterne mere og mere af spillet og pressede i perioder de hvide tilbage på banen, uden at det dog inden pausen blev rigtig farligt.

Lige efter pausen sparkede Oleksandr Karavaev dog lige forbi den ene stolpe, og så var der lagt op til 45 minutters gyser for de københavnske fans.

Københavnerne havde fået stabiliseret kampen, da Pierre Bengtsson måtte udgå og lade sig erstatte af Karlo Bartolec midt i anden halvleg - kort tid efter udlignede ukrainerne til 1-1.

Den tidligere FCK-profil Benjamin Verbic trak ind i banen fra venstre fløj, spillede et-to med en holdkammerat og sparkede snedigt rundt om en forsvarer, så Johnsson aldrig havde en chance for at nå ud til skudet. Verbic fejrede ikke målet mod sine tidligere holdkammerater.

Kort tid efter måtte Johnsson redde endnu en afslutning fra Kiev, som lugtede blod.

FCK'erne appellerede fem minutter før tid for et straffespark til Viktor Nelsson efte ren brydekamp i feltet, men tættere på en afgørelse kom vi ikke i en kamp, hvor ingen af holdene producerede mange åbne chancer.

1-1-resultatet betyder, at FCK og Kiev fortsat ligger helt lige med seks point i toppen af gruppen, idet Malmö FF spillede 0-0 mod Lugano.

Oplev F.C. København på hjemmebane i Telia Parken. Se kampprogrammet og mulighederne her!


Af Thor Carlskov
Tirsdag 19. november