Luk

Vestergaard grundlagde Saints' vilde sejr

| Premier League | 3 kommentarer

Southampton bankede Aston Villa med 4-3 i søndagens Premier League-kamp takket være et tidligt mål af Jannik Vestergaard samt to frisparkskasser af James Ward-Prowse.

Både Aston Villa og Southampton hænger på i toppen af Premier League, og søndag tørnede de to hold så sammen Villa Park.

Jannik Vestergaard var som vanligt med fra start for Southampton, og det var også gæsterne, der kom bedst fra land.

Efter tre minutters spil havde Ezri Konsa nemlig bolden i eget net efter et hjørnespark, og så troede Southampton, at de var foran. VAR underkendte dog målet for offside i situationen, og derfor stod det fortsat 0-0.

Med 20 minutter spillet var det i stedet Jannik Vestergaard, der headede bolden i mål efter en frisparksbold, og så stod det 1-0 til Southampton.

Saints øgede føringen efter en halv time, da James Ward-Prowse sparkede bolden ind direkte på frispark et godt stykke udefra, og så stod det 2-0 til Southampton.

Det blev også 3-0 kort inden pausen, og igen var det Ward-Prowse med et forrygende frisparksmål fra stort set samme position som ti minutter forinden.

Dermed gik Southampton til pause med en 3-0-føring efter en halvleg, hvor Aston Villa end ikke noterede sig en eneste afslutning.

Southampton fortsatte takterne i anden halvleg, og efter en time blev det så 4-0 takket være et mål af Danny Ings, der hamrede bolden ind fra distancen.

Kort efter reducerede Tyrone Mings for Aston Villa. Jack Grealish fandt Mings tæt under mål, og han headede kuglen ind til 1-4.

I kampens overtid begik Ibrahim Diallo straffespark, og Ollie Watkins omsatte fra 11-meter-pletten til 2-4, og det blev såmænd også 3-4 dybt inde i tillægstiden.

Jack Grealish sendte således kuglen i mål, og således endte en vild forestilling 3-4. Dermed rykker Southampton op på tredjepladsen i Premier League.


Af Sara Margren
Fredag 22. januar