Luk

Vibe: De parkerede bussen fra start

| Europa League | 2 kommentarer

Infoboks

IFK Göteborg - Fola 0-0
Europa League Kvalifikation

IFK Göteborg måtte i Europa League-kvalkampen skuffende nøjes med 0-0 imod upåagtede Fola Esch fra Luxembourg. Et yderst defensivt indstillet hold, fortæller Lasse Vibe.

Alt imens VM tager det meste af fodboldverdenens fokus, bliver der også spillet kvalifikationskampe til de europæiske turneringer.

I Europa League var IFK Göteborg og Lasse Vibe oppe imod Fola Esch, og den svenske klub var på forhånd udset som storfavorit. Alligevel lykkedes det holdet fra Luxembourg at komme fra Gamle Ullevi med 0-0.

- Det var en kamp mod et hold, som parkerede bussen fra start. Allerede fra kick-off i første halvleg stod de nede foran deres eget felt. Det var lidt specielt at se, siger IFK’s danske spiller, Lasse Vibe, til bold.dk.

- Det var ikke en særlig god kamp fra vores side. Vi havde ikke løsningerne til at åbne dem. Vi havde for dårlige boldberøringer, for få offensive aktioner, folk der ville have bolden osv.

I pausen snakkede kantspilleren og kompagni om, at der skulle mere bevægelse i spillet, men alligevel fik de ikke nedbrudt gæsternes defensiv.

- Jeg synes, at de var markant bedre i anden halvleg, netop fordi de får mere tro på det. Deres plan lykkedes, vi spillede 45 minutter uden nærmest at have et skud på mål. Så får de noget mere energi, og det var vi ikke dygtige nok til at dæmme op for.

- Både jeg og vores anden kantspiller kommer rundt om deres forsvar nogle gange, men det blev aldrig rigtig til mere end to-tre chancer. Den klassiske sidste aflevering sad der ikke.

I næste uge venter returopgøret i Luxembourg, og selvom IFK ikke tager dertil med det bedste udgangspunkt, så tror Vibe stadig på videre avancement.

- Mulighederne er stadig gode nok for at gå videre. Det grundlæggende, som skal til i fodbold, det var der i går. Det var basis for en god præstation, men det er toppen af kransekagen, der skal lægges på, før det giver sig udslag i mål. Men jeg ser gode muligheder for at vinde dernede.

Også i sidste sæson måtte IFK også nøjes med 0-0 i deres første kvalifikationskamp til Europa League mod ligeledes upåagtede AS Trencin, hvor svenskerne endte med at tabe returopgøret i Slovakiet med 1-2.

bold@bold.dk


Af Niels O. Thinesen
Fredag 3. december
Torsdag 2. december