Luk

Viborg FF slog klubrekord med ny sejr

| 1. Division | 25 kommentarer

Infoboks

Skive IK - Viborg FF 0-3
1. division
18' 0-1 Jeppe Grønning
56' 0-2 Younes Bakiz
71' 0-3 Sebastian Grønning

Viborg FF skrev fredag aften klubhistorie, da de vandt 3-0 over Skive IK i 1. division. Det var dermed deres 20. kamp i træk uden nederlag, som er ny rekord.

Topholdet i 1. division, Viborg FF, skulle fredag forsøge at få endnu tre point på kontoen, da de besøgte Skive IK i et lokalopgør. 

Inden kampen var de faktisk ubesejret i hele 19 kampe, og de kunne med en ny sejr skrive historie i klubben, da 20 kampe i træk uden nederlag ville være ny rekord.

Skive derimod havde dog ikke nogle rekorder at kæmpe for. I stedet skulle de kæmpe for point til bundstriden i 1. division, hvor de inden opgøret var solidt plantet i bunden af rækken med kun 10 point efter 19 kampe.

Og hjemmeholdet fra Skive skulle få det svært mod Viborg, og der skulle ikke gå lang tid før, at topholdet var tæt på en scoring. Her fik Frederik Brandhof en stor chance, da han sendte en hammer afsted tæt under mål. 

Men Skives målmand, Markus Bobjerg, var vågen, eller rettere sagt heldig. Han fik nemlig smasket bolden lige i ansigtet og kunne på den måde holde bolden ude af målet.

Efter 17 minutter kunne Skive dog ikke holde stand længere, da Jeppe Grønning scorede sit første sæsonmål. Efter en dødbold sendt Sebastian Grønningen bolden fiks videre til Jeppe Grønning, der helt umarkerede kunne bringe gæsterne i front med 1-0.

Efter 28 minutter var Viborg tæt på at gøre det til 2-0, da Christian Sørensen valgte at teste Bobjerg inde i Skive-målet fra distancen. Her sendte Sørensen et godt frispark afsted mod mål, men Bobjerg hev en flot redning frem.

I løbet af opgøret havde Skive få muligheder og var presset godt i bund af Viborg. De satsede dog på at ramme gæsterne i kontrafasen.

Det lykkedes de dog ikke med i anden halvleg, hvor gæsterne fra Viborg kørte de tre point sikkert hjem med to yderligere scoringer.

Først gjorde Younes Bakiz det til 2-0 efter 56 minutter, før Sebastian Grønning lukkede opgøret med sin scoring til 3-0 efter 71 minutter.

Der kom ikke flere mål i opgøret, som Viborg dermed vandt med 3-0 over Skive.

Med sejren står Viborg nu noteret for 50 point efter 20 kampe, hvor de ikke har tabt en eneste. Det blev derfor både til tre point og en ny klubrekord for Viborg, der er godt på vej mod 3F Superligaen.


Af Raymund Nelausen
Lørdag 17. april
Fredag 16. april