Bernio Verhagen har været på alles læber i de seneste dage, og lørdag kunne bold.dk fortælle, at Viborgs plan med at hente hollænderen var at sælge ham videre til Kina.
Det bekræfter Viborg søndag aften i en pressemeddelelse.
- Den 1. september nævnes Bernio Verhagen første gang for Viborg FF. Den såkaldte Mo Sinouh fortalte Jesper Fredberg, at Verhagen skulle væk fra Chile, og da spilleren har en datter i Danmark, var ønsket at få ham herop.
- Agenten fortalte Jesper Fredberg, at han allerede fra januar kunne få Bernio Verhagen videre til en klub i den tredjebedste række i Kina, og derved skulle hollænderen kun være i Viborg i en ganske kort periode, skriver Viborg og tilføjer:
- En indgang til det kinesiske marked, hvor fodbolden de seneste år er eksploderet, blev set som en stor mulighed i forhold til både at sælge knowhow, kommercielle aktiviteter og spillere, og dette forstærkede perspektivet i forhold til det mulige samarbejde med Stellar Group.
Viborg erkender samtidig, at det var en fejl af sportschef Jesper Fredberg at fortælle om Verhagens spillemæssige kvaliteter, da han aldrig var tænkt som en del af holdet.
- Det var aldrig hensigten, at Verhagen skulle være en del af førsteholdet i Viborg FF, men aftalen blev alene indgået for at forstærke relationen, og spilleren blev derfor hentet ubeset og uden økonomisk risiko for Viborg FF.
- Jesper Fredberg udtalte sig anderledes om spilleren i første omgang, hvor han refererede direkte til agentens udsagn om spilleren, hvilket var en klar fejl herfra, skriver Viborg i pressemeddelelsen.
Viborg bekræfter desuden, at en række falske agenter har kontaktet klubben.
I første omgang var det en agent, der kaldte sig David Eyres, som Fredberg ikke kendte, men sportschefen fik bekræftet Eyres' rolle i agentfirmaet Stellar Group via sit netværk i Panathinaikos.


Viborg FF
Betinia Liga


































