Luk

Viborg køber forsvarsprofil i Esbjerg

| 3F Superliga | 18 kommentarer

Infoboks

Esbjerg fB - Vendsyssel FF
NordicBet Liga (25/07)
bet365 1,90 3,50 4,00

Viborg har været på rov i Esbjerg fB, hvor klubben har købt højrebacken Daniel Anyembe, som har skrevet kontrakt til 2025 i domkirkebyen.

22-årige Daniel Anyembe skifter tilværelsen i 1. division ud med 3F Superligaen denne sommer.

Den hurtige højreback er nemlig blevet købt af oprykkerne fra Viborg FF og forlader således barndomsklubben Esbjerg.

- Vi er meget tilfredse med, at det her lykkes. Vi får en højre back ind, der passer rigtig godt på vores profil og måden, vi gerne vil spille på. Daniel er en ung, dynamisk spiller med masser af fart og med sin størrelse en rigtig god fysik. Vi ser et stort potentiale i ham, og vi tror på, at vi kan løfte ham i vores miljø.

- Trods sin alder, så har han spillet mange kampe og har erfaring fra Superligaen, så vi tror på, at han kan komme ind og konkurrere rigtig godt i vores trup fra første dag. Han er samtidig en rigtig god fyr med gode værdier, så også udenfor banen er vi sikre på, at han vil passe godt ind, siger Viborg-sportschef Jesper Fredberg.

Esbjerg-direktør Brian Bo Knudsen fortæller:

- Vi har en stor konkurrence om pladserne i bagkæden, så da Viborg meldte sig på banen i forhold til Daniel Anyembe, lyttede vi interesseret. Vi blev hurtigt enige om en transfer, og da Anyembe samtidigt gerne ville forfølge muligheden for at spille i Superligaen i næste sæson, ville vi ikke stå i vejen. Vi ønsker Daniel Anyembe det bedste fremover, og takker for mange års indsats for EfB, siger han.

Daniel Anyembe nåede 112 kampe for Esbjerg og glæder sig nu til sin nye udfordring.

- Jeg har spillet hele min professionelle karriere i EfB, og haft mange gode oplevelser i klubben. Men da Viborg kom på banen, var jeg ikke i tvivl, og jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af projektet. Nu ser jeg frem til at starte op med mine nye holdkammerater, mens jeg samtidig ønsker EfB al held og lykke i den kommende sæson, siger den tidligere ungdomslandsholdsspiller.


Af Martin Schmidt
Fredag 23. juli