Luk

Viby-kaptajn før FCK: Vi lægger os ikke ned

| Sydbank Pokalen | 4 kommentarer

Viby IF skal formentlig op mod overmagten, når det gælder FC København i pokalturneringen torsdag eftermiddag, men anfører Anders Bojer Jørgensen vil give københavnerne kamp til stregen.

Danmarksserie-mandskabet Viby IF tager torsdag imod en af de største danske klubber, når FC København kigger forbi det sydlige Aarhus.

På papiret er det en umulig opgave for Viby-mandskabet at sende FCK ud af pokalturneringen, men klubbens anfører, Anders Bojer Jørgensen, tror på, at han og holdkammeraterne kan drille de gæstende københavnere.

- Det bliver selvfølgelig en helt vildt svær kamp, selvom de sparer syv spillere. Det er professionelle folk, der træner fem-seks gange mere end os i ugen. Men vi lægger os ikke ned af den grund.

- Vi kommer til at kæmpe til det sidste, og så håber vi, at vi står med et resultat, vi kan være stolte af, siger Anders Bojer Jørgensen til bold.dk.

Intet er ændret
For mange af de lavere rangerede klubber er det ofte oplevelsen, der tæller mest, når Superliga-klubberne lægger vejen forbi - men det tænker Viby-anføreren ikke synderligt over.

- Det fylder selvfølgelig en del, og det er jo en oplevelse for både os, ungdomsafdelingen og alle de andre i klubben. Så jeg håber, der kommer en masse mennesker, som alle får en god oplevelse.

- Men vi går ind til kampen, som vi gør til enhver anden. Vi har ladet op, som vi plejer, og vi har de samme rutiner før kamp, som vi ellers gør - så der er ikke ændret noget, og vi går da efter at vinde, siger Anders Bojer Jørgensen.

Planen er klar
Hvis det skal lykkes Viby at drille storklubben, så skal der formentlig overpræsteres gevaldigt, men opskriften er på plads i det sydlige Aarhus.

- Vi skal stå rigtig godt defensivt. Det bliver altafgørende. Derudover er vi gode på dødboldene i begge ender. Vi har nogle hovedstødsstærke spillere, som vi skal forsøge at ramme i feltet.

- Vi har nogle dygtige angribere, som er inde i en god stime i øjeblikket. De sparker boldene ind til træning, og jeg tror på, de kan gøre det samme i kamp.

- De har set skarpe ud til træning i den seneste uges tid, og hvis de bliver fodret rigtigt, så skal vi nok få scoret, siger Anders Bojer.

En stor prøve
Viby-anføreren gør sig selv i den bagerste kæde, og han glæder sig til den sportslige udfordring, det bliver at møde Superliga-spillerne.

- Det bliver utrolig sjovt at måle sig med de bedste - det er derfor, vi spiller pokalfodbold i Viby. Vi vil gerne spille de her kampe, så vi kan få en fornemmelse af, hvor vi selv står.

- For mig bliver det specielt at stå over for nogle virkelig kompetente angribere. Det bliver en stor prøve, men det bliver sjovt, siger han.

Anders Bojer Jørgensen, som oprindeligt har fået sin fodboldopdragelse i Fredericia, kan komme til at stå over for blandt andre Kenan Kodro, Pieros Soitiriou og Carlo Holse.

nicolai@bold.dk

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Søndag 16. januar