Luk

Vild stime forlænget: Ajax øgede forspringet

| Æresdivisionen | 0 kommentarer

Infoboks

Zwolle - Ajax 0-2
Æresdivisionen
28' 0-1 David Neres
38' 0-2 Nicolas Tagliafico

Ajax hentede en 2-0-sejr over Zwolle og er nu ubesejret i 21 kampe i træk i alle turneringer, mens forspringet ned til PSV er øget til otte point.

PSV spillede tidligere søndag 1-1 mod Feyenoord i Æresdivisionen, og dermed kunne Ajax øge afstanden på førstepladsen med en sejr over Zwolle.

Samtidig kunne Ajax forlænge deres ubesejrede stime på 20 kampe i streg i alle turneringer uden nederlag - i Æresdivisionen alene lød den på 13 i træk.

Ajax dominerede første halvleg stort, og med knap en halv time spillet kom de front takket være David Neres, der blev spillet fri bagest i feltet og sparkede bolden ind til 1-0 ved fjerneste stolpe.

Det blev også 2-0 ti minutter senere, da Nicolas Tagliafico bankede bolden ind tæt under mål efter et boldtab af Zwolle fremprovokeret af et højt Ajax-pres.

Ajax havde herefter godt styr på begivenhederne, og i anden halvleg kunne sejren være blevet større.

Sebastien Haller og Davy Klaassen forsøgte sig begge med muligheder, men den sidste skarphed manglede.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mohammed Kudus kom ind med et kvarter igen, og han og holdkammeraterne kunne juble over en 2-0-sejr.

Dermed er Ajax ubesejret i 21 kampe i streg i alle turneringer, mens de er otte point foran PSV i toppen af Æresdivisionen.


Af Sara Margren
Fredag 28. januar