Luk

Vilde Blackburn knuste Derby på fire minutter

| Championship | 6 kommentarer

Blackburn scorede tre gange på fire minutter mod Derby, da de vandt 4-0 i Championship. Kristian Pedersen og co. fik sent point mod Rotherham. 

Blackburn Rovers var lørdag gæster hos Derby i Championship. 

Gæsterne kom til opgøret med tre point for de første to kampe, mens Derby fortsat var uden point på kontoen. 

Et faktum, der ikke blev ændret på denne lørdag. 

Allerede efter 11 minutters spil var den gal i Derby-defensiven, da Blackburn opsnappede et boldtab af Wayne Rooney. 

Så gik det stærkt den anden vej, hvor en Blackburn-afslutning tog stolpen og røg lige ud i fødderne på Tyrhys Dolan, der kunne score et af de nemmere mål. 

Bare minuttet senere blev ondt til værre for Derby, da Bradley Johnson tog chancen langt udefra og bankede bolden ned i det højre hjørne til 2-0. 

To minutter senere blev Johnson dobbelt målscorer, da han rundede fire vilde minutter af med at gøre det til 3-0. 

Derby fik ikke clearet et indlæg ordentligt, der dumpede ned for fødderne af Johnson på kanten af feltet. Han flugtede første gang til den løse bold, der blev afrettet og snød Derby-keeperen og strøg i nettet. 

Den stilling holdt frem til et lille kvarter før tid, hvor Adam Armstrong lukkede og slukkede. Den engelske angriber modtog en aflevering i en helt fri position i feltet, og så var det en smal sag at sende 4-0-scoringen i nettet. 

Kristian Pedersen og co. fik sent point

I Birmingham reddede Kristian Pedersen og co. et sent point hjem mod oprykkerne fra Rotherham. 

Fem minutter før tid bragte Rotherham sig først foran på et straffespark, som Kieran Sadlier udnyttede sikkert, da han sparkede den højt i nettet til 1-0. 

Dermed lignede det en nedtur for Pedersen og co., men i det sidste minut af den ordinære spilletid blev hjemmeholdet også tilkendt et straffespark, som Jeremie Bela tog sig af og gjorde det til slutresultatet 1-1. 

Den danske venstreback spillede alle 90 minutter. 

I Cardiff tabte hjemmeholdet med 2-1 mod Reading. 

Michael Morrison stangede Reading foran kort inde i anden halvleg, da han dirigerede et frispark i nettet. 

Et kvarter senere fordoblede Lucas Joao den føring, da han blev spillet fri i feltet, hvor han snød en Cardiff-spiller, inden han sparkede 2-0-scoringen i nettet. 

Ti minutter før tid fik Lee Tomlin pyntet på resultatet for Cardiff, da han i to omgange fik sparket et hjørnespark i nettet. 

Tættere kom Cardiff dog ikke på point. 


Af Andreas Roesen
Mandag 30. november