



Brentford kunne med minimum ét point mod Reading onsdag spille sig op på førstepladsen i Championship og desuden forlænge deres suveræne stime på 20 kampe i træk som ubesejret.
Henrik Dalsgaard, Mads Bech Sørensen og Mathias Jensen var med fra start for Brentford, mens Mads Roerslev og Winston Reid indtog bænken.
Mathias Jensen noterede sig en blokeret afslutning i kampens indledning, men efter 20 minutter var det en anden dansker, der stjal rampelyset, og det var på en ærgerlig måde.
Henrik Dalsgaard tog benet på Josh Laurent, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Her sendte Lucs Joao kuglen i kassen til 1-0 til Reading.
Brentford spillede ikke nogen super første halvleg, men det forhindrede ikke Thomas Franks stærke tropper i at komme tilbage i kampen ud af ingenting.
Josh Dasilva tog en glimrende tur i højre side, løb fra Josh Laurent på kanten af feltet og hamrede bolden i fjerneste hjørne til et brag af en 1-1-scoring, som holdt til pausen.
Reading kom bedst ud til anden halvleg og havde bolden mest, men Brentford stod godt og holdt hjemmeholdet fra de helt store chancer.
Heller ikke Brentford formåede at spille sig frem til ret meget før sent i kampen. Med ti minutter igen viste Josh Dasilva fine takter, og han var meget tæt på at finde topscorer Ivan Toney.
Med fem minutter igen gjorde Brentford så det, de har gjort så mange gange før: Vendte et truende nederlag til sejr.
Mathias Jensen fandt Ivan Toney, som tæmmede bolden og sendte den videre til Josh Dasilva, som bankede bolden i kassen til 2-1.
Bare tre minutter senere lukkede Brentford sågar kampen, da brandvarme Ivan Toney scorede sit 23. sæsonmål i 28 ligakampe efter en ripost. Bum.
Således vandt Brentford kampen med 3-1 og rykker nu op på førstepladsen i Championship. De er samtidig ubesejret i 21 kampe.

Reading
Brentford
Championship
































