2021-12-13 16:00:00

Vilfort afslører: Vender hjem til barndomsklub

Den mangeårige Brønshøj-profil Kasper Vilfort siger til LigaBold.dk, at han fremover skal spille for BSF i Sjællandsserien, der er Vilforts barndomsklub.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Nu har målmanden fået styr på fodboldfremtiden.

Den 32-årige keeper siger til LigaBold.dk, at han vælger at skifte til BSF (Ballerup-Skovlunde Fodbold), der er placeret i toppen af Sjællandsserien Pulje 1.

Vilfort fortæller, at det bestemt ikke er tilfældigt, at han netop har valgt BSF.

- De viste allerede lidt interesse for mig i sommer. Det er min barndomsklub, så det trak selvfølgelig også lidt. Jeg bor halvanden kilometer derfra. Det passer godt ind, at det er sjovt at vende tilbage til barndomsklubben, samtidig med at jeg kan få det til at passe ind i familielivet, siger Kasper Vilfort til LigaBold.dk.

Betyder det noget ekstra, at du nu vender hjem til barndomsklubben?

- Det er altid sjovt at vende tilbage efter 20 år væk fra barndomsklubben. De kontaktede mig i sommer og spurgte, om jeg ikke ville vende hjem. Der var jeg ikke klar til det. Der følte jeg, at jeg lige skulle give Brønshøj en hjælpende hånd efter nedrykningen (til Danmarksserien, red.), så man kunne prøve at få lidt styr på tingene derude.

- Sådan som tingene har udviklet sig det seneste halve års tid, så skal jeg trappe en lille smule ned for træningen i forhold til træningen i Brønshøj, og så åbnede døren sig en smule for BSF. Jeg kan få det til at passe med mit familieliv, samtidig med at jeg kan få spillet noget fodbold.

Vilfort forklarer, at der har været forskellige henvendelser på ham, men han var ikke i tvivl, da BSF var en mulighed.

- Noget af det var løst, hvor der har været følere ude og spurgt, om det kunne være noget. Der har jeg hurtigt kunnet se, at transporttiden har været lidt for lang. Til nogle klubber tættere på har jeg sagt, at vi godt kunne tage en samtale og se hvordan og hvorledes. Da jeg sagde stop i Brønshøj, var det BSF, som jeg havde i baghovedet.

- De har jo hele tiden ført på point, men jeg sagde også, at hvis der var andre, der henvendte sig, så ville det ikke skade at snakke med dem. Inderst inde havde jeg i baghovedet, at jeg gerne ville til BSF, da jeg ikke kunne få det til at passe med familielivet, i forhold til hvad Brønshøj ville. Jeg får det til at hænge noget bedre sammen i BSF.

Spændende hold

Målmanden bliver en del af et tophold, der ikke har tabt i denne sæson af Sjællandsserien, og dermed har mandskabet kurs mod Danmarksserien.

Vilfort har set flere af BSF's kampe i Sjællandsserien, og han har kunnet lide, hvad han har set.

- De har virkelig haft et godt efterår. Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen. Jeg synes, at det virker som et utroligt spændende hold med en masse gode spillere i forskellige aldre. Der er både nogle ældre og rutinerede, og så er der også nogle unge og spændende spillere.

- Det er et godt sammenspillet hold med en god harmoni, og det betyder virkelig meget. Jeg forventer, at jeg kan komme med en masse erfaring. Jeg har en masse divisionskampe på CV'et, som jeg forhåbentlig kan komme til at give lidt ud af og noget ro i bagkæden, siger Kasper Vilfort til LigaBold.dk.

32-årige Kasper Vilfort har også været en del af Hvidovre IF, Fremad Amager, Vanløse IF, HIK, BGA og Brøndby IF.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce