Da FC Midtjylland søndag stillede til hjemmebanekamp mod AGF, var australske Awer Mabil ude af truppen.
Der var ikke nogen skade eller anden årsag til at undskylde fraværet af den 26-årige australier.
Nej, det var et simpelt fravalg af cheftræner Bo Henriksen, som i stedet havde offensivspillere som Marrony og Victor Lind med på bænken, mens Pione Sisto, Junior Brumado og Gustav Isaksen startede inde.
At blive vraget helt fra kamptruppen var det foreløbige lavpunkt i en sæson, der i forvejen ikke har budt på så meget spilletid som ønsket, og derfor trækker det op til et klubskifte allerede i januar for Mabil, der allerede i sidste sæson også røg ud af FCM-holdet under Brian Priskes ledelse.
- Ja, jeg er nødt til at se på, hvad der er bedst for mig. Det vil gøre ondt at forlade FCM, men hvis det fortsætter sådan her, så kommer jeg ikke til at spilde tiden her og bare sidde at se fodbold.
- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i januar, men det skal ikke fortsætte sådan her, det er jeg sikker på. Jeg ved selv, hvad jeg er i stand til på banen, og bliver det ikke taget i brug, så må vi se, siger Mabil til bold.dk.
Afviste tyrkisk og græsk tilbud i sommer
Tegningerne til en afsked med FCM fik allerede de første streger i slutningen af sidste sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet

I maj udtalte Awer Mabil, at han ikke blev værdsat i FC Midtjylland, ligesom han kaldte sin sæson med få startpladser for spildt på nogle områder.
Og det lader til, at FCM delte holdningen om, at det var på tide for Mabil at komme videre.
- FCM ville sælge mig i sommer, og der var nogle tilbud på bordet, men jeg takkede nej. Det var ikke steder, hvor jeg gerne ville hen. Jeg vil ikke afsted for bare at komme afsted. Jeg ved, at det bliver trist, når jeg forlader FCM en dag, for jeg elsker klubben og jeg elsker FCM, der har hjulpet mig med mange ting.
- Jeg har arbejdet så hårdt for at nå hertil, så jeg vil tænke mig om og være meget bevidst om, hvad der er bedst for min karriere og hvad jeg vil opnå, siger han og forklarer, at der ligger store ambitioner bag fravalget af klubber, der umiddelbart havde større planer med ham end FCM har:
- Tilbuddene fra Grækenland og Tyrkiet føltes ikke rigtige i hjertet eller i maven. Det var ikke klubber, jeg skulle til nu.
- Mit mål er at ende i en top fem liga. Hvis jeg jagtede pengene, kunne jeg godt tage afsted nu til Kina, Mellemøsten eller noget andet, men jeg jagter min barnedrøm om at spille i en top fem-liga en dag. Jeg ved, at jeg når derhen, men det kræver de rigtige valg af mig og derfor sagde jeg nej til de klubber og blev i FCM.
- Der kommer til at ske noget stort for mig
Der kan virke langt fra at blive vraget i FCM til at ende i en top fem-liga, og derfor er der brug for spilletid.
Men hvor den skal komme henne, har Mabil svært ved at sige.
- Det er svært at sige, hvor det kan være. Jeg tror på, at et skifte til Spanien, Tyskland, Holland, Frankrig eller England kan give mig det, der skal til, så jeg kan udvikle mig til at blive en spiller i en top fem-liga. Der så jeg gerne mit næste skridt være, siger han og slår fast.
- Men der er ikke nogen fastlagt vej. Jeg ved bare, at jeg kommer til at følge min intuition, og den siger mig, at der kommer til at ske noget stort for mig. Den stoler jeg på, og jeg skal bare forblive fokuseret på det.
Mabil fortæller, at han efter en sæson med 31 startpladser i 39 kampe i 2019/20-sæsonen havde flere tilbud, men i sidste ende blev han og klubben enige om at blive.
Til januar kan Mabil frit forhandle med klubber om et sommerskifte, da hans kontrakt med FCM udløber i sommeren 2022 - en kontrakt, som FCM ifølge Mabil ikke forsøger at forlænge lige nu.
Gør ondt at blive fravalgt: - Altså, jeg er landsholdsspiller
Siden 19/20-sæsonen er spilletiden blevet mindre og mindre, og søndag måtte Awer Mabil altså en tur på tribunen for at følge holdkammeraterne i aktion mod AGF.
Kantspilleren, der for tiden er med det australske landshold i Qatar, forstår ikke meget af, hvorfor der ikke er plads til ham i FCM-truppen på trods af en stor konkurrence.
- Det var lidt mærkeligt ikke at være en del af holdet, men selvfølgelig er der kamp om det i en klub som FCM. Bo sagde, at der var andre spillere, som kunne gøre arbejdet.
- Det gør ondt ikke at være med. Jeg er ikke enig i, at jeg ikke bør være en del af truppen, men det må være sådan, hvis det er sådan, siger han og understreger, at han ser sig selv som rigeligt god til at spille for FCM:
- Jeg føler selv, at jeg snart peaker i forhold til, hvor jeg er, men hvis de ikke vil bruge mig, så er det op til dem. Hvis de gerne vil, så er det perfekt. Altså, jeg er landsholdsspiller. Jeg ved, hvad jeg er i stand til, men det er ikke mig, der vælger holdet.
Og at det er ude af Mabils kontrol, hvem der spiller, det betyder meget for den australske kantspillers humør.
- Jeg er ikke tilfreds med, at jeg ikke spiller, men det er ude af min kontrol. Så jeg fokuserer på, hvad der er i min kontrol. Det er, hvad jeg gør til træning, i stedet for at fokusere på, hvad klubben, træneren og hvad der ellers betyder noget for min situation gør. Det handler om at mestre kunsten i ikke at lægge for meget energi i det, lyder det fra Mabil, der over de sidste sæsoner har udviklet sig på det område.
- For et par år siden havde jeg nok været meget, meget vred og utilfreds, men jeg kan efterhånden bedre håndtere og acceptere, at det er andre, der bestemmer om eller hvor længe jeg spiller – med det sagt, så er det ikke en accept af at jeg ikke spiller eller at jeg devaluerer mig selv som spiller.
- Jeg arbejder hårdt for fansene
Mabil tegner sig indtil videre for 608 minutters fodbold i denne sæson med seks startpladser ud af 14 optrædener - tre gange har han ikke været i truppen, mens han mod Braga i Europa League var med som ubrugt indskifter.
Ikke desto mindre mærker han stor opbakning fra fansene på Heden, og det hjælper med at holde motivationen i vejret.
- Jeg kom hertil som en ung dreng fra den anden side af verden, og jeg anede ikke, hvad der ventede mig.
- Fansene har ladet mig vokse og blive en mand, så hver gang, jeg spiller, så spiller jeg for fansene. Det gør jeg altid, for de tror på mig, og de støtter mig også, når jeg ikke spiller så meget. Jeg mærker kærligheden, og hver gang jeg kommer ud til kampe, jubler de, og jeg får mange beskeder. Så jeg gør mit bedste for fansene hver gang. Det giver mig en grund til at blive ved at arbejde hårdt, siger Mabil eftertrykkeligt og fortsætter:
- Det ville være respektløst overfor dem ikke at gøre mit bedste, når fansene støtter os på den måde. Hvis jeg vendte ryggen til og sagde, jeg ikke vil arbejde hårdt til træning, fordi jeg ikke spiller, så ville jeg ikke leve op til deres støtte.
- De giver mig motivationen, og det er også en af de ting, jeg kan kontrollere. Jeg bevarer respekten mellem os, fordi jeg ikke bare slapper af, og det holder mig i gang at tænke på, at folk betaler deres penge for at komme ud at se os.
- Jeg spiller ikke så meget, men når jeg endelig gør, så vil jeg være på toppen for dem, slutter Mabil, der er sikker på, at der til vinter nok skal være tilbud at forholde sig til.
Han er i hele sin FCM-tid noteret for 144 kampe, 20 mål og 29 oplæg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga
































