Da kampen mellem FC Midtjylland og FC København egentlig var afgjort torsdag aften, røg de to hold i totterne på hinanden.
Årsagen var en duel mellem Robert Skov og Erik Sviatchenko. FCK-spilleren gik på kroppen af FCM-spilleren, som gik til jorden, hvorefter han på tv-billederne ser ud til at sparke ud efter Robert Skov.
Det fik FCK'eren til at protestere over for Sviatchenko, og så var der ballade. Efter kampen fortalte Erik Sviatcheno om situationen på følgende vis.
- Jeg blev ramt på siden, og det gjorde ondt, fordi jeg blev ramt der i Brøndby-kampen. Så kom vi op at skændes. Der er noget med de unge spillere nu om dage. Det er lidt sjovt, at der ikke er så meget respekt for den gode tone.
- Det var nok til, at jeg blev irriteret over det. Han er ung spiller, der har har haft tur i den og scoret seks mål, men han skal huske, hvor han kommer fra. Han er trods alt fra Silkeborg i Jylland, siger Erik Sviatchenko, som tilføjede, at Robert Skov mangler respekt.
Selv ville Robert Skov ikke udtale sig til pressen, men han fik solid opbakning fra sin cheftræner, Ståle Solbakken.
- Hvis der er én i hele fodbolddanmark, der ikke mangler respekt for noget eller nogen, så er det Robert Skov. Det er noget forbandet pis fra A til Å, og jeg tror, at Sviatchenko skal lede længe efter andre spillere, der har noget ondt at sige om Robert Skov.
- Robert har glædet mange tilskuere. Så det må være misundelse, der træder i kraft med sådan en idiotudtalelse, siger Ståle Solbakken.
Situationen endte med, at Robert Skov fik en advarsel, og at Marc Dal Hende fik en advarsel for at blande sig i skærmydslerne.
Erik Sviatchenko var i øvrigt meget tilfreds med pokalavancementet, selvom det offensive ikke var imponerende.
- Det var ikke sprudlende, men vi havde nogle momenter i kampen, hvor vi var ret fine i vores spil. Det blev en smule hektisk, og vi holdt ikke så godt fat i bolden, men jeg synes, at vi defensivt stod distancen, selvom der kom et lille FCK-pres, siger Erik Sviatchenko.
FC Midtjylland er nu klar til kvartfinalen.
Nikolaj Harding / bold@bold.dk


FC Midtjylland
FC København
Betano Pokalen





















