Det har ligget og luret i noget tid, men lørdag blev det en kendsgerning: VSK Aarhus rykker ud af 2. division og skal derfor en tur ned i Danmarksserien.
Nedrykningen blev en realitet, da Brønshøj hjemme slog Aarhus Fremad lørdag eftermiddag.
- Det er vi selvfølgelig trætte af. Vi havde gjort alt for at undgå det, men det er jo ikke noget, der bare lige er sket i weekenden. Så det var ikke et chok, der kom lørdag, siger VSK Aarhus' sportschef Michele Demontis til bold.dk.
- Vi har egentlig hele tiden vidst, at det var gode hold, vi slåssede med dernede. Jeg var ikke ret tryg ved, at det var Brønshøj og til dels også Næsby, vi lå og kæmpede med.
Ifølge Demontis gik det hele for endegyldigt galt for holdet, da man i maj satte to sejre over styr mod Greve og HIK sent i kampene.
Derudover har holdet været ramt af nogle skader til nøglespillere, men Demontis vil ikke stå og skyde skylden på alt muligt andet end holdets præstationer.
- Der er forskellige ting, der gør det, men generelt set er det ikke strukturen, skader eller dommerfejl, der gør, at vi rykker ned. Det er, fordi vi ikke har været dygtige nok. Det må vi bare erkende.
- Man kan altid finde de der ting, og jeg synes, vi har været ekstra ramt i år. Spillerne har været meget frustrerede over nogle af kendelserne og synes, vi har været uheldige i nogle kampe. Men det er ikke derfor, vi rykker ned. Det er, fordi vi ikke har været dygtige nok. Det er for ynkeligt at stå og sige andet.
Sigter efter hurtig oprykning
VSK Aarhus – der tidligere hed Skovbakken – har ligget godt og stabilt i 2. division igennem en årrække, men efter strukturændringen for to år siden er det blevet sværere, fordi man er gået fra 32 til 24 hold, forklarer Demontis. Men det skal ikke have skylden.
- Efter strukturændringen har vi stadig haft et godt hold, og vi har også haft et godt hold i år.
- Jeg synes, vi har underpræsteret med det materiale, vi har haft. Vi skulle have haft flere point. Især i efterårssæsonen fik vi for få point, og der stod jeg selv som cheftræner, så den peger jo også på mig, siger Demontis, der omvendt mener, at holdet har overpræsteret i de senere år.
Næste år står den så på Danmarksserie-fodbold, og her er målet helt klart.
- Alle er klar over, at vi skal op med det samme, og det skal vi gøre alt for. Det kan godt være, at der kommer nogle rigtig stærke hold i rækken, men vi skal op med det samme.
- Spillerne har det lige som mig. De har været med til at rykke ned, så de skal også være med til at rykke os op igen.
Dermed er der heller ikke lagt op til store ændringer i truppen i næste sæson, hvor VSK Aarhus fortsætter som amatørklub.
- Jeg har talt rigtig meget med mange af spillerne, og de er klar på at køre videre og spille holdet op igen. Selv vores bedste spillere, som sagtens kunne spille 2. division andre steder, siger, at de bliver og vil have holdet op igen, siger Michele Demontis.
Spillerne har desuden udtrykt stor tilfredshed med cheftræner Jesper Højlund, som også bliver i den kommende sæson, siger sportschefen.
VSK Aarhus har to kampe tilbage af sæsonen – mod Dalum og AB.
anton@bold.dk


VSK Aarhus
CampoBet 2. division





























