Valencia-spilleren Daniel Wass er de seneste uger meldt på vej tilbage til dansk fodbold, hvor der har været rygter om både Brøndby og FC København.
I danske medier har der været meldinger om, at Wass-lejren især var åbne for at vende hjem til Brøndby, mens der også har floreret rygter om, at landsholdsspilleren er blevet set spise middag med Ståle Solbakken.
Wass kender dog intet til nogle af rygterne og undrer sig gevaldigt over, hvordan noget så konkret kan opstå.
- Der er altid rygter om alt muligt, så det er jeg som sådan vant til, men disse rygter har bare været ekstra mærkelige, når det skulle være kilder tæt på mig, som havde sagt disse ting, siger Wass til bold.dk.
- Jeg har hørt, at nogen har skrevet, at der skulle være 30 procents chance for, at jeg skulle skifte klub, og at det skulle være kilder tæt på, der har sagt det. Kilder tæt på kan vel kun være min familie eller de tætteste venner, men det ved jeg, de ikke har gjort.
- Jeg kan kun grine af, at der sidder nogen og sætter procenter på, hvor stor chance der er for, at jeg vender hjem, fordi de har det fra kilder tæt på mig. Det kunne ikke være mere forkert.
- Jeg kan heller ikke lige genkende historien om, at jeg skulle have spist middag sammen med Ståle. Den havde jeg ikke set komme, da det jo aldrig har sket.
- FCK bliver ikke aktuel, for hvis jeg skal hjem en dag, bliver det Brøndby, hvor jeg startede min karriere.
Snakker forlængelse
Spanien har siden marts været hårdt ramt af corona, og for Daniel Wass betød det, udover de sportslige ændringer, at han måtte undvære sin familie i en lang periode, da de var rejst hjem til Danmark.
At Spanien har haft så store problemer, er dog ikke noget, der har fået Wass til at overveje at vende snuden hjem; tværtimod stortrives han i klubben, hvor han gerne vil blive.
- Det var en hård tid, men vi passer godt på hinanden, så det er slet ikke noget, der har givet anledning til at overveje at tage hjem nu. Danmark har aldrig været en overvejelse denne sommer.
- Min familie og jeg trives i Valencia, jeg er glad i klubben og vil meget gerne blive. Jeg ved, at klubben ser mig som en vigtig del af projektet, og det gør mig da glad at se, at folk i klubben også selv har sagt de ting.
- Vi har indledt snak om en ny kontrakt, men det er for tidligt at sige noget om, hvor det ender, siger Wass, som undervejs i opstarten endda har båret anførerbindet i en træningskamp:
- Det var nok lidt tilfældigt lige i den kamp, men der er smuttet mange fra klubben, og jeg er en af de spillere på holdet, som både er ældst og har mest erfaring.
- Jeg tror nu, det er stensikkert, at jeg ikke bliver ny anfører, men jeg bliver stadig en af dem, som skal tage mest ansvar, og det er jeg klar til, siger Wass til bold.dk.
31-årige Wass har kontrakt med Valencia til sommeren 2022.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Brøndby IF
Valencia
3F Superliga
La Liga





























