Luk

Watford-boss undskylder efter 0-8-blamage

| Premier League | 3 kommentarer

Efter et ydmygende 0-8-nederlag til Manchester City er Watford-manager Quique Sanchez Flores hurtig til at undskylde over for klubbens fans.

Watford fik ikke en ben til jorden i lørdagens Premier League-møde med Manchester City, hvor gæsterne var bagud 0-5 efter sølle 18 minutter.

Det endte hele 8-0 til City, og det beklager Watfords manager over for klubbens fans.

- Vi spiller for fansene. Vi er en flok, og flokkens styrke kommer an på hver enkelts styrke. Fansene er de vigtigste. Vi er skuffede og kæmper for at løse situation. Vi beklager, siger Quique Sanchez Flores ifølge BBC.

- Vi lavede en masse fejl. Resultatet er svært, men det er konsekvensen af fejl. Alle målene kom fra forskellige situationer, og det er svært at spille på den måde mod City.

Ingen løbetur i skoven som straf

På trods af det skuffende resultat har Flores ikke tænkt sig at straffe sine spillere.

- Verden har ændret sig fra de dage, hvor man ville sende spillerne på løbetur i skoven efter sådan en kamp, siger Watford-manageren.

Flores afløste tidligere på måneden Javi Gracia, der blev fyret som Watford-manager.

Efter seks kampe i Premier League-sæsonen står Watford noteret for to point og en samlet målscore på 4-18.


Af Martin Schmidt
Søndag 20. oktober