Luk

Watfords ti mand kvalte ufarlige Norwich

| Premier League | 6 kommentarer

Watford vandt fredag aften det vigtige Premier League-bundbrag mod Norwich med 2-0, og dermed rykker Norwich ned på sidstepladsen i Premier League.

Det var et vaskeægte bundopgør, der ventede tilskuerne på Carrow Road, da Norwich fredag aften tog i mod Watford i Premier League.

Inden kampen var Watford den absolutte bundprop i divisionen, men med en sejr kunne London-klubben bringe sig ét point foran Norwich.

Watford har imidlertid ikke vundet ét eneste af sine 11 Premier League-kampe i denne sæson, og derfor var det langt fra givet, at holdets første sejr ville komme i aftenens kamp.

Givet eller ej, så startede kampen helt fantastisk for Watford.

Gerard Deulofeu erobrede bolden et stykke inde på Norwichs banehalvdel, og herfra satte han kursen direkte mod mål. Ingen i Norwich-forsvaret kunne få fat i den vævre spanier, som afsluttede sit imponerende løb ved at sætte bolden ind bag Tim Krul i Norwich-buret.

Efter åbningsmålet kom Norwich bedre med. Kanariefuglene havde bolden mest, men det kneb med at spille sig frem til de helt åbne chancer.

De måtte derfor gå til pause bagude 1-0, og kort inde i anden halvleg blev ondt værre for Norwich.

Igen var Gerard Deulofeu på spil. Fra fløjen lagde han et lavt indlæg ind i feltet, og det satte Andre Gray elegant hælen på. Bolden gik i mål, og så var Norwich i store problemer.

Med en halv times tilbage fik de dog en livline. Christian Kabasele ekspederede lidt for hårdhændet Josip Drmic ud i banden, og det takserede kampens dommer til et gult kort.

Da Kabasele allerede havde en advarsel betød det, at han måtte forlade banen, og så var Watford en mand i undertal.

Det udnyttede Norwich til at etablere et tungt på Watfords banehalvdel.

På trods af spilovertaget, så havde Norwich fortsat svært ved at spille sig frem til åbne chancer, og i den anden ende af banen bed Watford stadig fra sig, når de fik bolden i på egne fødder.

Norwich fik ikke sat bolden i nettet, og derfor må Teemu Pukki og kompagni finde sig i endnu et nederlag, ligesom de bliver overhalet af Watford i Premier League.

Norwich befinder sig nu på sidstepladsen i rækken med syv point. Watford har otte point. 


Af Benjamin Alexander Helbo
Lørdag 16. november