Luk

Werder brændte stort i snæver Gladbach-sejr

| Bundesliga | 1 kommentar

Infoboks

Mönchengladbach - Werder Bremen 1-0
Bundesliga
66' 1-0 Nico Elvedi

Gladbach spillede ikke strålende, men vandt alligevel 1-0 over Werder Bremen, som brændte store chancer i slutfasen. Nico Elvedi blev matchvinder.

Gladbach tog tirsdag aften imod Werder Bremen i Bundesligaens 17. runde, og her skulle Gladbach forsøge at blande sig i de sjove pladser igen, da Champions League-ottendedelsfinalisterne inden opgøret var uden for de europæiske pladser.

Werder Bremen var inden kampen nummer 12, men kom til kampen med en stærk sejr over Augsburg i ryggen.

Kampen fik en lige indledning, hvor Werder Bremen stod meget dybt fra start.

Gladbachs Hannes Wolf havde dog den første mulighed i kampen efter et kvarter, men offensivspilleren sendte sit forsøg over mål.

Kort efter gjorde Werder-målmanden Jiri Pavlenka sig bemærket med et voldsomt indgreb, da han stormede ud i en dybdebold og sprang ud med hovedet forrest uden den store hensyntagen til den fremadstormende Gladbach-angriber. Pavlenka slap dog med et gult kort.

Gæsterne Werder Bremen kom bedre med og efter 26 minutter måtte Yann Sommer hive en forrygende redning op på en flot flugter fra Romano Schmid, men Sommer reddede.

Sommer skulle også få et gult kort for en hasarderet aktion uden for feltet, da han forlod sit mål og nedlagde Werder Bremens Josh Sargent. Spillet fortsatte, da bolden havnede hos Schmid, som forsøgte, men Sommer kunne glæde sig over, at en holdkammerat reddede bolden på stregen.

Derfor gik de to hold til pause ved 0-0 efter en første halvleg, hvor Gladbachs offensiv virkede ganske tam.

I starten af anden halvleg var der ikke meget bedring at spore hos værternes offensiv, og derfor skulle der da også en dødbold til, før kampen fik et mål.

Det var værterne, som smækkede et frispark ind fra siden, og her dukkede Nico Elvedi op og snittede bolden i mål ved den fjerneste stolpe, og så var Gladbach på sejrskurs ved 1-0.

Den stilling holdt langt hen i anden halvleg, inden Werder Bremen for alvor trykkede på for en udligning.

Den skulle også være kommet, for Werder Bremen skabte rigeligt til sidst, da Milot Rashica først sendte et forsøg på stolpen, inden Leonardo Bittencourt sendte et forsøg lige over mål fra en ellers lovende position.

Til sidst kunne Gladbach ånde lettet op og juble over sin snævre 1-0-sejr, der sender holdet på sjettepladsen, som giver adgang til europæisk fodbold.


Af Jonas Dalgård

1 kommentar

Tioman 20:55          
Endelig lige så heldig, som de blev svindlet sidst.....
Lørdag 6. marts