Luk

West Ham ekspederede City ud af pokalen

| Carabao Cup | 11 kommentarer

Hverken Manchester City eller West Ham kom på scoringstavlen i den ordinære spilletid, men i straffesparkskonkurrencen lavede West Ham rent bord, og de er nu videre i Carabao Cuppen.

To af topholdene i Premier League stødte sammen onsdag aften i den engelske Carabao Cup.

West Ham fik besøg af Manchester City, der kom med lidt ændringer i startopstillingen.

Den unge Cole Palmer startede på toppen, men han var ledsaget af Raheem Sterling og Riyad Mahrez på kanterne.

Begge mandskaber kom med tre sejre på stribe, så det var formstærke spillere, der mødte hinanden.

Første halvleg forløb uden store chancer.

City og West Ham gav hinanden tid på bolden, og tættest på en scoring blev det lige før pausen, da udeholdets Nathan Aké fik sendt et kraftfuldt hovedstød afsted mod mål.

Men mere blev det ikke til, og derfor forløb de første 45 minutter uden scoringer.

Fra anden halvlegs start reagerede Pep Guardiola på Manchester Citys trænerbænk og satte Joao Cancelo ind i stedet for Kyle Walker.

David Moyes ventede lidt med sine indskiftninger. 

I anden halvleg blev der skruet gevaldigt op for tempoet, og West Ham var tæt på at gøre det grimme ved City, da Andriy Yarmolenko samlede en løs bold op i feltet. 

Herefter satte gæsterne sig mere på spillet, og chancer til Ilkay Gundogan og John Stones fulgte herefter. 

Men ligesom i de første 45 minutter blafrede nettet aldrig, og klubbernes videre skæbne lå dermed i en straffesparkskonkurrence. 

West Ham scorede på alle sine fem forsøg, mens Phil Foden brændte det første skud for Manchester City. 

Dermed gjorde West Ham det, og de er nu videre til kvartfinalen af Carabao Cuppen.


Af Rasmus Glud
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december