Luk

West Ham gjorde kort proces mod Doncaster

| FA Cup | 0 kommentarer

West Ham sejrede sikkert, da de slog Doncaster med 4-0 på hjemmebane, hvilket sender dem i ottendedelsfinalen af FA Cup'en, hvilket Sheffield United også er klar til.

West Ham havde lørdag eftermiddag besøg af Doncaster Rovers fra League One i 1/16-finalen af FA Cup'en.

Her skulle hjemmeholdet ikke bruge mange minutter på at leve op til favoritværdigheden.

Der var nemlig blot spillet to minutter, da Pablo Fornals tog et klogt løb ind i feltet, hvor han mødte det hoppende indlæg fra Ryan Fredericks, som den spanske midtbanespiller sparkede i nettet til 1-0.

En halv time senere samlede Said Benrahma en løs bold op på midten af Doncasters banehalvdel.

Herfra spillede han en bold i dybden til Andriy Yarmolenko, der smart udnyttede chancen, da han vippede bolden over Doncaster-keeperen og videre i nettet til 2-0, hvilket også var stillingen ved pausen mellem de to mandskaber.

Anden halvleg startede også skidt for de undertippede gæster, da de kom yderligere bagud i det 53. minut.

Et hjørnespark blev forlænget ved den forreste stolpe og videre hen mod gæsternes Andy Butler, der tæt under mål forsøgte at sparke bolden væk, men i stedet fik sendt kuglen i eget net til 3-0.

20 minutter før tid fik Oladapo Afolayan førsteholdsdebut for West Ham, og han skulle ikke bruge længe på at markere dette på fornem vis. 

Seks minutter senere gled Fredericks nemlig i gennem i højre side og sendte en afslutning mod mål. Den blev kun halvklaret, og så var Afolayan først over den løse bold, som han sparkede i nettet til slutresultatet 4-0. 

West Ham møder i ottendedelsfinalen vinderen af søndagens brag mellem Manchester United og Liverpool. 

Samtidigt med dette opgør spillede også Sheffield United sig videre, da de slog Plymouth med 2-1. 


Af Andreas Roesen
Mandag 8. marts