Luk

Winther scorede for Augsburg i pokalsejr

| DFB Pokal | 0 kommentarer

Frederik Winther scorede for Augsburg, da Bundesliga-klubben gik videre i den tyske pokalturnering efter en 4-2-sejr over Greifswalder FC.

Bundesliga-klubben Augsburg var lørdag i aktion mod undertippede Greifswalder FC i den tyske pokalturnerings første runde.

Augsburg havde danske Frederik Winther med fra start, mens Mads Pedersen var at finde på bænken.

Selvom Augsburg var store favoritter inden kampen, så var det alligevel Greifswalder, der først kom tavlen.

For allerede efter to minutter drev Lucas Knechtel bolden ind i feltets venstreside, hvorfra han sparkede bolden fladt over i det lange hjørne til 1-0.

Herefter stod der Augsburg på det hele, og Bundesliga-klubben skulle da også få udlignet kort før pausefløjt, da Frederik Winther fik en lidt tilfældig bold i feltet efter et hjørnespark.

Danskeren var sikker i sin sag og sparkede bolden hårdt i mål fra kort afstand.

Efter pausen pressede Augsburg igen på, og det gav også pote kort inde i anden halvleg.

Denne gang blev Florian Niederlechner spillet fri inde foran mål, hvor angriberen blot skulle sætte en inderside på, og så var Augsburg på 2-1.

Det skulle også blive 3-1 efter 68 minutter, da finske Frederik Jensen var på pletten for Augsburg.

Minuttet efter fik Greifswalder dog reduceret til 2-3 ved Velimir Jovanovic, inden Andre Hahn sikrede Augsburg en 4-2-sejr med sin scoring efter 80 minutter.

Selvom Mads Pedersen ikke kom på banen, så er Augsburg nu videre til næste runde af pokalturneringen.

Stuttgart smadrede Dynamo

Andetsteds var BFC Dynamo og Stuttgart oppe mod hinanden, og der var ingen slinger i valsen fra Stuttgart.

Med to scoringer inden pausen var Bundesliga-klubben allerede godt på vej mod en sejr efter de første 45 minutter.

Og med yderligere fire scoringer i anden halvleg blev sejren på 6-0 og kvalifikationen til næste runde da også sikret.

Hannover strøg sikkert videre

Også Hannover 96 tog en stor sejr, da Eintracht Norderstedt lagde græs til lørdagens pokalkamp.

For med Martin Hansen på mål, så formåede Hannover at hente en solid 4-0-sejr, der også sender dem videre til næste runde.

Leverkusen tog forventet sejr

Bayer Leverkusen var også i aktion denne lørdag, hvor de var på besøg hos Lokomotive Leipzig.

Leverkusen fik dog hurtigt punkteret kampen med to scoringer i kampens første kvarter fra Kerem Demirbay og Karim Bellarabi, og så var pusten allerede gået af Lokomotives ballon.

De undertippede værter fik da heller ikke slået tilbage i resten af kampen, hvorfor Leverkusen i stedet kunne lukke opgøret med Karim Bellarabis scoring til 3-0 kort før tid.

Dermed er Leverkusen sikkert videre uden de store problemer.


Af Krister Olsen
Søndag 24. oktober