Wolverhampton har forlænget kontrakten med deres unge dansker Andreas Søndergaard frem til 2021.
Den 18-årige måmand, der spiller på klubbens U23-hold, er naturligvis glad for at få styr på sin fremtid.
- Det er dejligt at vide, at jeg har en længere fremtid i klubben. Det var godt at få styr på det, siger Søndergaard til bold.dk.
Gået over al forventning
Andreas Søndergaard rykkede til Wolverhampton for et år siden fra OB, og det var lidt af en omvæltning for den dengang 17-årige målmand.
- Det gik ret hurtigt, da jeg skiftede, og jeg skulle træffe beslutningen på et par dage. Men jeg var egentlig ikke i tvivl om, hvad jeg ville, for jeg havde altid drømt om at komme til udlandet som helt ung.
- Det hele var større, og jeg skulle pludselig klare mig selv, så der var selvfølgelig noget tilvænning i starten. Klubben var god til at sige, at jeg det første halve år bare skulle falde til og få skabt en hverdag uden for fodbolden.
I denne sæson har Søndergaard spillede fra start hver gang på U23-holdet - med undtagelse af de seneste par kampe på grund af en skade.
- Mit mål var at spille så mange kampe som muligt i denne sæson, måske halvdelen af kampene, fordi jeg har nogle dygtige konkurrenter.
- Men jeg har været så heldig at spille alle kampe, selvom jeg har misset de seneste på grund af en lille skade i min hånd.
Tæt relation til førsteholdet
Andreas Søndergaard var med Wolverhamptons førstehold på træningslejr i Schweiz i sommer, og derfor er Premier League-spillerne ganske velkendte ansigter for målmanden.
- Vi træner samme sted som førsteholdet, og vi sparrer og træner tit med dem. De er også ofte ude at se vores kampe, så der er faktisk en tæt relation til dem. Man går og kæmper for at spille på førsteholdet, så det giver da en ekstra motivation, at de er så tæt på.
- Jeg er på stadion så ofte, det passer ind. Det er en stor motivation at se holdet spille foran 35.000 mennesker. Der er propfyldt hver gang, og de får en kæmpe opbakning. Det er selvfølgelig en drøm, siger Søndergaard.
Fokus på U23
Lige nu er der dog fuld fokus på U23-holdet for målmanden.
- Da jeg skrev kontrakt for et år siden, lagde de ikke skjul på, at deres plan var at få mig på førsteholdet engang, når jeg var klar til det.
- Så var det op til mig selv, hvor meget jeg ville det, for de ville ikke stå i vejen for det. Tingene er gået rigtig hurtigt på det seneste, men sådan kommer det nok ikke til at gå fremadrettet.
- Jeg er stadig ung, så det handler om udvikle mig, og jeg føler, jeg får masser af konkurrence og erfaring på U23-holdet. Det er en god platform for mig lige nu.
Står over for stjernerne
Andreas Søndergaard står af og til foran etablerede eller lovende Premier League-spillere, der af den ene eller anden grund er i kamp for klubbernes U23-hold.
- Vi spillede mod Manchester United i oktober på vores stadion og vandt 2-1 over dem. Det var en kæmpe oplevelse. Angel Gomes og nogle af de unge, der har fået debut for førsteholdet, var med.
- Man står over for nogle store stjerner en gang imellem, fordi klubberne bruger det til at få skadede spillere tilbage eller nogen, der ikke har spillet så meget på førsteholdet.
- Det største har nok været, da vi spillede træningskamp mod West Bromwichs førstehold, og det var nok de bedste spillere, jeg har stået over for.
Andreas Søndergaard er én af tre danskere i Wolverhampton - Oskar Buur og Alexander Molberg.
sara@bold.dk


Wolverhampton
Premier League
Premier Reserve League





























