Luk

Xavis Barca vendte det til sidst mod Villarreal

| La Liga | 22 kommentarer

Infoboks

Villarreal - Barcelona 1-3
La Liga
48' 0-1 Frenkie de Jong
76' 1-1 Samuel Chukwueze
88' 1-2 Memphis Depay
90' 1-3 Philippe Coutinho

FC Barcelona vandt lørdag aften 3-1 ude mod Villarreal i La Liga i et underholdende opgør, hvor Memphis Depay og Philippe Coutinho scorede til sidst i kampen.

Xavis FC Barcelona skulle lørdag se, om de kunne hente tre point, da de lagde vejen forbi Villarreal.

Det var den tredje kamp med Xavi i spidsen for gæsterne fra Barcelona, og den nye cheftræner havde stadig sit første Barca-mål i åbent spil til gode.

Det var en FC Barcelona-startellever, hvor 19-årige Abde Ezzalzouli havde fået chancen fra start på højrekanten, mens 17-årige Gavi igen tog sig af venstrekanten.

Villarreal lå inden kampen fem placeringer under gæsterne, da hjemmeholdet kom til kampen på en 12.-plads i La Liga.

Værterne havde ligeledes et mindre problem med målscoringen, hvor det blot var blevet til to kasser i de forgående tre kampe.

Om det var dårlig selvtillid foran mål for de to hold vides ikke, men chancer var der nok af, mens det kneb med målscoringen i første halvleg.

Allerede efter fire minutter var Ezzalzouli tæt på at få en drømmestart på kampen, da Barca-talentet steg uhindret til vejrs efter et hjørnespark, men Geronimo Rulli var også kommet godt ud til kampen, og den argentinske keeper diskede op med en flot redning.

To minutter senere var det tæt på i den anden ende, da Eric Garcia dummede sig og spillede Arnaut Danjuma fri mod eget mål, men den hollandske angriber tog sig for god tid, så Pique nåede ned i en blokade, hvor bolden ramte forsvarsspillerens arm. Dommerens fløjte forblev dog tavs. 

Danjuma kunne i øvrigt have spillet Manu Trigueros helt fri til scoring i situationen.

Der var smæk for skillingen i kampens begyndelse, og efter otte minutter havde Memphis Depay et forsøg forbi mål, inden Gavi minuttet efter satte bolden på stolpen fra feltets højreside.

Stor Depay-afbrænder

Depay havde i det hele taget nok med chancer, og han fik en kæmpe én efter 19 minutter, da han blev spillet flot fri foran mål af landsmanden Frenkie de Jong, men endnu engang sendte Memphis sin afslutning forbi målet.

For Villarreal var det en anden hollænder, der brændte chancerne,  da Arnaut Danjuma flere gange kom igennem i venstresiden, men skarpheden manglede i afslutningerne, og de to hold måtte forlade banen og gå til pause uden mål, men med mange missede muligheder for samme.

Anden halvleg var endnu engang få minutter gammel, da den første store chance faldt. Denne gang var der bare mål.

Jordi Alba flugtede et indlæg på tværs af feltet, hvor Frenkie de Jong dukkede op ved den bagerste stolpe og trillede bolden i mål. 

Det var en kort fornøjelse for Barca-spillerne, for linjevogteren løftede sit flag, og der blev dømt offside. Da målet blev set efter af VAR, viste det sig dog, at scoringen ikke fejlede noget, og så kunne Xavi juble over det første mål i åbent spil under hans ledelse.

Depay forsøgte sig igen efter en omstilling, da han kom igennem i venstresiden omkring det 56. minut, men endnu engang manglede angriberens afslutning kvalitet.

Små ti minutter senere ville hjemmeholdet have et straffespark, da Eric Garcia krammede rutinerede Raul Albiol lidt for meget på et hjørnespark, men dommeren dømte den ikke.

Villarreal tilbage - Barca det samme

Med et kvarter igen bed Villarreal fra sig, da indskiftede Samuel Chukwueze spillede Manu Trigueros fri til en afslutning i feltet, men spanierens forsøg gik over mål. Der var dog bedre held for værterne kort efter.

Et par hurtige førstegangsafleveringer landede hos hurtige Chukwueze, der prikkede bolden i kassen med en fræk afslutning, og så stod den 1-1 efter 76 minutter.

Både Trigueros og Danjuma havde fine muligheder i kampens slutfase, men skarpheden manglede som i så mange andre situationer i kampen.

To minutter før tid var der så endeligt en hollænder, der var blevet skarp.

Ter Stegen sendte et langt udspark op i den anden ende, hvor Memphis Depay opsnappede bolden efter dårligt forsvarsspil fra flere Villarreal-spillere, og hollænderen var kølig denne gang.

Han rundede keeperen, inden han trillede bolden mellem benene på en forsvarsspiller på stregen, og så duftede det af sæsonens første udebanesejr i La Liga til FC Barcelona.

I kampens overtid blev resultatet sikret, da Barca fik et straffespark efter et dårligt indgreb fra Juan Foyth. Sparket tog Coutinho sig af, og så kunne den udskældte brasilianer sætte 3-1-målet i kassen, hvilket også blev kampens slutresultat.

Sejren var Xavis anden ud af to mulige i La Liga, og resultatet sender catalanerne op på en syvendeplads med syv point op til Real Madrid på førstepladsen, der sog også har en spillet en kamp mindre en FC Barcelona.


Af Tobias Bladt Haarder

22 kommentarer

miks 23:03          
Utroligt, at Eric Garcia spiller når man har Lenglet og Umtiti. Han er forfærdelig ringe. Dejligt at se Cou få lidt medvind.
Tidligerebruger 23:03          
Så gør han det alligevel, opfører sig som en centerforward når der er brug for det. Depay, godt!
bruger 144441 23:04          
Villarreal smed sejren som de gjorde mod man u. Kæft et elendigt forsvar de har. Utroligt at Xavi kan hente resultater med et næsten reserve spækket hold. Det går kun frem af
Kenken 23:05          
Miks

Eric Garcia er stadig klasser over Lenglet.

Lenglet laver dumme ting og straffespark og får kort konstant. Jeg fatter ikke han er i truppen
fussballfussball 23:07          
Enig med Kenken! Lenglet er som regel en omvandrende katastrofe når han spiller for Barcelona
Sims91(KÆMPE FAN) 23:10          
vildt nok at eric garcias rugby tackling på pau torres ikke giver et straffe. tillykke til barcelona! nyd det inden bayern :)
Chris4700 23:11          
Gal en mærkelig kamp, den burde vel være endt 4-4. Villarreals gode spil ser jeg som resultat af godt arbejde fra Emery.

Tidlige dage, men en af mange prioriteter må være, at have en plan for når det ikke er muligt at spille Xavi bold, noget mere defensiv struktur. Men okay, det er dælme også op af bakke når man ser på bredden og muligheder for at justere. Alba nu også ude, og så Fati, Pedri, Dest, MB.
Kunne være konge hvis Coutinho kom lidt i gang efter denne kamp. Og endelig Depay med noget individuel kvalitet der fører til mål.

Eric Garcia havde ikke den bedste kamp i dag, men har i høj grad haft flere rigtig gode kampe i Barca trøjen.
Mandag 17. januar
Søndag 16. januar
23 stk: Marcelo mest vindende i Reals historie
06:20
Italienske tophold og AFCON på menuen
06:00
Skønne FC Barcelona .. Luuk de Gooooooooll ..
05:52
AFCON-sensation: Ækvatorialguinea slog Algeriet
05:48
Alphonso Davies har fået betændelse i hjertet
05:37
Alphonso Davies har fået betændelse i hjertet
05:35
23 stk: Marcelo mest vindende i Reals historie
04:55
Alphonso Davies har fået betændelse i hjertet
04:20
Dansk Politik
04:19
Italiensk topkamp endte uafgjort
03:45
Real slog Athletic og sikrede Supercopa-trofæ
03:32
FC Nordsjælland - Velkommen Erik!
03:27
Bundesliga Tipstråden 2021/2022
02:42
Premier League tips - vi kører snart igen
02:39
NFL-tråden III - RIP John Madden
02:05
Medie: Rooney i spil som Benitez-afløser
02:00
Medie: Rooney i spil som Benitez-afløser
01:59
Medie: Rooney i spil som Benitez-afløser
01:56
Rygtetid: Hollændere vil have Jørgensen
01:49
Ancelotti hylder Modric: Altid den samme
01:45
Medie: Mourinho har sagt nej til Everton
01:40
Martial slår tilbage: Vil aldrig nægte at spille
01:36
Tennistråden - Roger over?
01:33
23 stk: Marcelo mest vindende i Reals historie
01:31
Medie: FCK afviser Stage-bud på 26 millioner
01:06