Luk

Yussuf P. scorede på gudesmuk flugter i sejr

| Bundesliga | 5 kommentarer

Yussuf Poulsen lavede et sandt drømmemål, da Leipzig vandt 2-0 over Augsburg i Bundesligaen.

RB Leipzig og danske Yussuf Poulsen var lørdag i aktion efter landskampspausen i Bundesligaen, da de mødte Augsburg på udebane.

Yussuf Poulsen startede på bænken, men han blev skiftet ind med en halv time tilbage for Leipzig. Mads Valentin Pedersen spillede hele kampen for Augsburg i sin første kamp for klubben.

Første halvleg var stort set uden de store målchancer. Leipzigs Dani Olmo havde en fin afslutning, som dog blev reddet.

Kort inden pausen fik Angelino lagt bolden i nettet på et hovedstød på et indlæg fra Olmo. 1-0 til Leipzig.

20 minutter inde i anden halvleg kom danske Yussuf Poulsen på banen, og han brugte ikke engang et minut på banen, før han lavede et mål, der meget vel kan kandidere til årets mål.

Yussuf Poulsen blev spillet i feltet via en høj aflevering fra Dani Olmo. Yussuf hamrede til bolden med venstrebenet fra en relativ spids vinkel og bragede bolden i kassen på en måde, der ledte tankerne tilbage til Marco van Bastens flotte flugter i 1988. 2-0 til Leipzig efter et drømmemål af Yussuf Poulsen.

Augsburg formåede ikke at score i kampen, og derfor vandt Leipzig kampen i Bundesligaen med 2-0.

Med sejren rykker Leipzig op på førstepladsen i ligaen med ti point i fire kampe. Augsburg er aktuelt nummer fem. 

Et andet sted i ligaen mødtes Freiburg og Werder Bremen.

Her bragte Philipp Lienhart Freiburg foran efter et hjørnespark et kvarter inde i opgøret.

Niclas Füllkrug udlignede for Werder Bremen til 1-1 ti minutter efter på et straffespark.

Flere mål blev der ikke scoret mellem Freiburg og Werder Bremen, og så endte kampen 1-1.

I Berlin tog Hertha BSC mod Stuttgart. Her headede Marc-Oliver Kempf et frispark i mål for udeholdet inden for kampens første ti minutter til en Stuttgart-føring på 1-0.

I anden halvleg gjorde Gonzalo Castro det endnu værre for Hertha, da han bragte Stuttgart på 2-0 på et fint langskud.

Stuttgart vandt dermed kampen 2-0 og bringer sig på tredjepladsen i Bundesligaen.


Af Johannes Skjøth
Mandag 26. oktober