Luk

Yussuf P: Vidste hvad Sommer ville gøre

| EM | 1 kommentar

Yussuf Poulsen havde læst på lektien og vidste derfor, hvad Yann Sommer ville gøre, da Poulsen fik sin friløber i slutningen af 1-0-sejren over Schweiz.

Yussuf Poulsen var ikke i tvivl om, hvad han skulle gøre, da han få minutter før tid slap fri på en friløber i lørdagens kamp mod Schweiz.

Poulsen sendte bolden i nettet og sikrede dermed Danmark en sejr på 1-0, og han forklarer, at han var forberedt på, hvad han skulle gøre, hvis han slap alene igennem med Schweiz-målmand Yann Sommer.

- Jeg har set klip med ham, så jeg vidste, hvad han gør i de forskellige situationer, og jeg vidste derfor, hvad jeg skulle gøre, siger Poulsen.

- Han bliver stående i rigtig lang tid og venter på afslutningen, og derfor har han svært ved at nå noget, når man sparker tæt på ham.

- Det er altid dejligt at score, og det var fedt, at jeg kunne hjælpe til, at vi kom tættere på en EM-slutrunde, siger Poulsen, som blev spillet fri af Christian Eriksen:

- Det er kun topspillere i Europa, som kan se sådan en aflevering uden at se sig over skulderen. Han fornemmer rum, og fornemmer hvor spillerne er. Det var outstanding.

Schweiz har i 2019 haft problemer i den sidste del af holdets kampe, og det var noget, det danske landshold var opmærksom på både før og under lørdagens opgør.

- Vi vidste, at de ikke nødvendigvis er så konsekvente i slutningen af kampen som i resten. De spillede en god kamp, men i de sidste minutter kan man ramme dem, og det gjorde vi også.

- Allerede da der var ti minutter tilbage gik vi lidt højere på dem, og de begyndte pludselig at slå mange lange bolde, mens de i starten af kampen spillede sig ud af det. Vi havde optræk til nogle gode omstillinger inden målet, siger Poulsen.

25-årige Poulsen har spillet 41 landskampe og scoret syv mål.


Af Mikkel Nøhr

1 kommentar

kimjen 07:14          
Verdens klasse aflevering og ditto scoring !
Mandag 21. oktober