Mathias Zanka og Düsseldorf rykkede lørdag eftermiddag ned fra Bundesligaen, da de tabte 3-0 på udebane til Union Berlin.
Fortuna Düsseldorf med Mathias Zanka i startopstillingen skulle på Bundesligaens sidste spilledag forsøge at redde livet i den bedste tyske række, da de mødte Union Berlin på udebane.
Düsseldorf lå før kampen på 16. pladsen, der giver en playoff-kamp om en plads i Bundesligaen mod nummer tre fra 2. Bundesliga.
Den plads skulle de forsvare, da Werder Bremen og den direkte nedrykning åndede dem i nakken.
Oprykkerne fra Union Berlin havde reddet sig og lå før kampen på 12. pladsen. Dermed havde de slet ikke ligeså meget på spil i dagens kamp som Düsseldorf.
Alligevel var det Union Berlin, der kom bedst fra start.
Efter et hjørnespark endte bolden tæt under mål, hvor Anthony Ujah satte foden på og styrede den i nettet. 1-0 til Union Berlin.
Kort efter måtte danske Mathias Zanka lade sig udskifte med en skade.
Han kunne dermed blot se til fra bænken, da Düsseldorfs situation i 2. halvleg gik fra skidt til meget alvorlig.
En dårlig clearing i det 54. minut gav Union Berlin en gylden mulighed, og Christian Gentner sparkede resolut bolden i mål fra kanten af feltet. 2-0 til holdet fra Berlin.
Samtidigt var nedrykningskonkurrenterne Werder Bremen i færd med at udradere FC Köln, og der skulle derfor ske noget drastisk, hvis Düsseldorf skulle undgå nedrykning.
Det gjorde der bare ikke.
I stedet udbyggede Union Berlin føringen, da Suleiman Abdullahi scorede på en omstilling i det 90. minut.
3-0 blev slutstillingen, og da Werder Bremen samtidigt vandt, må Fortuna Düsseldorf en tur ned i 2. Bundesliga i næste sæson.
16 kommentarer
Mit gæt går på en anden Bundesliga-klub i den nedre del eller tilbage til Championship.
Championship eller FCK er mit bud
Jeg tror ikke på han kommer tilbage til Fenerbache og bliver en succes.
Og hvem skulle ellers realistisk set ville købe ham?