Luk

Zenit smed det hele på gulvet i Lissabon

| Champions League | 0 kommentarer

Zenit kunne selv afgøre sin Champions League-skæbne, men tabte med 0-3 til Benfica og ender nu sidst i sin gruppe. Benfica stryger op på tredjepladsen og snupper en plads i Europa League.

Russiske Zenit lå lunt i svinget til Champions League-avancement inden tirsdag aften. Klubben var på andenpladsen i gruppe G og kunne selv afgøre sin skæbne.

Faktisk kunne russerne tillade sig at tabe, hvis bare Lyon også tabte, og det var faktisk den vej, det gik, da vi fik sparket kampen i gang.

Portugiserne dominerede spillet hjemme i Lissabon og skabte flest muligheder før pausefløjt. Det blev dog aldrig til scoringer fra nogen af mandskaberne.

Det gjorde det dog efter pausen, og det var ikke til Zenits fordel.

Pizzi lagde bolden fladt ind foran mål efter en portugisisk omstilling, og russerne var slet ikke på plads. Franco Cervi var helt fri og sparkede bolden i det halvtomme mål.

Efter 58 minutter blev det endnu værre for Zenit.

Douglas Santos havde hånd på bolden i feltet, og blev smidt ud, da han fik sit andet gule kort – og på det efterfølgende straffespark bragede Pizzi bolden i mål med stor overbevisning.

Efter 79 minutter blev katastrofen total, da Sardar Azmoun rettede et hjørnespark op i eget nettag, og så stod den 3-0 til Benfica.

Zenit kom aldrig tilbage, og fordi Lyon lykkedes med at få 2-2 mod RB Leipzig, så er Zenit nu ude af Champions League.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Torsdag 23. januar
Onsdag 22. januar