Luk

Zimling og co. tog sæsonens første sejr

| 2. division | 4 kommentarer

Infoboks

HIK - Kolding IF 0-2
2. Division
39' 0-1 Paul Ngongo Iversen
90' 0-2 Victor Dahl Olsen

Niki Zimling spillede endnu en halvleg for Kolding IF, da nedrykkerne vandt 2-0 over HIK på udebane. Det var sæsonens første sejr for Kolding IF.

Mens de to bedste rækker i Danmark ligger stille, mens de forskellige landshold er samlet rundt om i verden, så er der stadig gang i 2. division.

Det betød lørdag, at nedrykkerne fra Kolding IF skulle forsøge at rette op på sin frygtelige sæsonstart, der efter fire runder havde budt på et point, som blev hentet i seneste runde mod Middelfart.

Mod Middelfart gjorde den tidligere landsholdsspiller Niki Zimling comeback, og han var igen med i Kolding IF's startopstilling i lørdagens udekamp mod HIK.

Lørdagens værter var kommet noget bedre fra land i sæsonen, da fem kampe havde givet syv point.

Første halvlegs indledning blev en lige affære med en masse dueller, men uden de helt store muligheder, men efter 21 minutter var Paul Ngongo tæt på med en afslutning i feltet. Det endte dog med en flot redning i HIK-målet, inden HIK kort efter svarede igen med et godt forsøg.

Kort før pausen blev det så til 1-0 til Kolding IF, da Ngongo slog til og nettede til 1-0 fra straffesparkspletten.

I anden halvleg kom HIK bragende ud. Tidligt appellerede værterne for et straffespark, og kort efter skulle der en blokering på stregen til for at holde bolden ude.

Siden udspillede sig endnu et lige opgør, inden HIK pressede på for et udlignende mål til sidst.

Det lykkedes dog ikke for HIK at komme tilbage på lige fod, da det i stedet var Kolding IF, som øgede til 2-0 i slutfasen.

Med sejren bevæger Kolding IF sig væk fra bunden af rækken, hvor den anden nedrykker fra 1. division, Skive IK, nu befinder sig.

Andetsteds blev det 0-0 mellem Middelfart og Thisted FC.


Af Jonas Dalgård
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober