Luk

Zinckernagel og co. treer efter danskermøde

| Championship | 2 kommentarer

Philip Zinckernagels Watford slog Mads Juel Andersens Barnsley med 1-0 og er nu nummer tre i Championship. Zinckernagel fik godt en halv times spilletid, mens Juel Andersen fik fuld tid.

Tirsdag aften var der danskermøde i Championship, da Watford tog imod Barnsley på Vicarage Road i det nordvestlige London.

Watford startede med nytilkomne Philip Zinckernagel på bænken, og derfra kunne han se landsmanden Mads Juel Andersen starte i midterforsvaret hos Barnsley.

Med en sejr kunne Watford tage et skridt op i rækken og indtage tredjepladsen i Championship, mens Barnsley også kunne nærme sig de sjove placeringer med en sejr.

Det var Watford, der var først til at komme på måltavlen, da Troy Deeney efter 27 minutter sparkede bolden ind på en Barnsleys Callum Brittain. Bolden ramte hans lår og fløj op på en udstrakt arm, og så pegede kampens dommer på pletten.

Troy Deeney gik selv til pletten, og den engelske angriber sparkede midt i målet, hvor Barnsley-keeper Jack Wolton også blev.

Skuddet var dog så hårdt, at han kun kunne rette skuddet op i nettaget, og så var Watford på 1-0.

Den stilling holdt til det 62. minut, hvor Zinckernagel blev sendt i aktion som en af to af Watfords første udskiftninger i kampen.

Han var i den sidste halve time med til at holde føringen, og da Barnsley altså ikke kunne komme tilbage, tog Watford sejren.

De tre point sender Watford på tredjepladsen, mens Mads Juel Andersen og co. er nummer ti.

Andetsteds spillede bundholdet Rotherham 3-3 med Stoke, som ellers kæmper for at nå med i top seks, der giver adgang til oprykningsplayoff.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 4. marts