Tirsdag aften er Zlatan Ibrahimovic kåret til årets spiller i Sverige for 12. gang i sin karriere.
Zlatan Ibrahimovic er ikke som nogen anden fodboldspiller.
Især ikke i Sverige, hvor han nu er blevet kåret som vinder af Guldbollen, årets spiller i Sverige, for 12. gang i sin karriere i en alder af 39 år.
Første gang var i 2005, hvorefter Freddie Ljungberg vandt prisen en enkelt gang, inden der stod Zlatan overalt på den pris.
Svenskeren vandt herefter prisen ti gange i træk frem til 2016, hvor han stoppede på landsholdet. Nu er prisen så igen Ibrahimovic' efter et særdeles flot år i AC Milan.
Ved uddelingen af prisen blev Zlatan spurgt, hvor længe han kan fortsætte på det niveau, han holder.
- Jeg har ikke tænkt mig at stoppe karrieren for tomme tribuner. Jeg er 39 år og har lige vundet Guldbolden. Jeg sigter efter at vinde den igen, når jeg fylder 50, svarede han i vanlig Zlatan-stil.
Zlatan Ibrahimovic fører topscorerlisten i Serie A i denne sæson med ti mål i seks kampe.
19 kommentarer
Og så er det vel også en smule pinligt, at en 39årig er langt foran Danmarks pt. bedste spillere, der skal findes blandt Pierre-Emile, Youssuf, Schmeichel, Vass og Eriksen (undskyld Zanka, men du virker for rystet til at komme med på listen).
Fortsat god aften.
Med venlig hilsen,
Jeppe