Luk

Zlatan og Rooney blev matchvindere i USA

| Major League Soccer | 0 kommentarer

Både Zlatan Ibrahimovic og Wayne Rooney blev matchvindere i deres respektive MLS-kampe i nat. Zlatan scorede to gange på straffespark.

Zlatan Ibrahimovic blev den store helt for LA Galaxy, da holdet natten til mandag besejrede Portland Timbers med 2-1 i MLS:

Den store svensker kom tidligt i kampen tæt på en flot scoring, da han med en akrobatisk afslutning sparkede på stolpen.

Han tog revanche efter godt en halv time og sparkede bolden i nettet fra straffesparkspletten, efter han selv var blevet nedlagt i feltet.

Siden fik Portland udlignet, men godt 20 minutter inde i anden halvleg scorede Zlatan på ny fra pletten, endnu en gang efter selv have fremtvunget straffesparket. Denne sendte Zlatan køligt bolden i nettet med en Panenka-afslutning.

Dermed vandt LA Galaxy med 2-1, og det samme gjorde DC United i udekampen mod Orlando City.

Her blev Wayne Rooney helten, da han lagde op til Steven Birnbaums tidlige 1-0-scoring, inden han efter en halv time sparkede bolden i nettet direkte på frispark fra en spids vinkel.


Af Mikkel Nøhr
Torsdag 2. december