Infoboks
Fortuna Hjørring led et sjældent nederlag på hjemmebane ved at tabe 2-1 til VSK Aarhus, og dermed missede nordjyderne deres første mulighed for at sikre sig det danske mesterskab.
Søndag eftermiddag kunne Fortuna Hjørring sikre sig det danske mesterskab i 3F Ligaen tre runder før tid, hvis det lykkedes dem at besejre VSK Aarhus på hjemmebane.
Carrie Kvetons mandskab kom med masser af selvtillid i bagagen efter syv sejre ud af samme antal mulige i forårets mesterskabsslutspil, og derfor var det et Fortuna Hjørring-hold i favoritværdighedens rolle forud for mødet med VSK Aarhus.
Det var da også hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da Karoline Smidt sendte nordjyderne på sejrs- og guldkurs med sin scoring til 1-0 efter 19 minutters spil.
Det lignede derfor længe, at de 702 fremmødte tilskuere på Nord Energi Arena kunne hylde deres helte med et dansk mesterskab i hus, men da uret havde passeret de 80 minutter, tog kampen en drejning.
I det 84. minut sørgede Rikke Bøttcher for fornyet spænding, da hun bragte balance i regnskabet.
Og VSK Aarhus-spillerne ville have mere. Bare fire minutter senere var Signe Andersen nemlig på pletten, da hun gjorde det til 2-1, som blev kampens resultat.
Med 2-1-nederlaget har Fortuna Hjørring en ny matchbold for at sikre sig mesterskabet, når det søndag gælder BSF på udebane.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.